Selvom alt peger mod en svækkelse af arbejdsmarkedet i USA, så faldt arbejdsløsheden alligevel, hvilket overraskede markedet og medførte en revurderingen af forventningen til rentenedsættelser næste år.
Mandag den 11. december 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
I ugen op til årets sidste væsentlige centralbanksuge, med rentemøder i både den amerikanske og europæiske centralbank, tog markedet bestik af divergerende nøgletal fra det amerikanske arbejdsmarked. Højdepunktet var fredagens detaljerede amerikanske jobrapport (nonfarm payrolls), der indikerede, at der i november blev skabt 199.000 nye jobs i USA. Dette tal var en anelse højere end konsensusforventningen på 180.000 og en forbedring i forhold til de 150.000 jobs skabt i oktober. Især afslutningen på strejken blandt United Auto Workers og Screen Actors Guild medlemmer bidrog med cirka 40.000 jobs til den samlede jobvækst. Uden strejkerelaterede udsving fortsætter jobvæksten dog med at aftage. Den gennemsnitlige jobvækst over de seneste tre måneder ligger på 204.000, hvilket er 100.000 mindre end gennemsnittet fra samme periode sidste år.
De to andre væsentlige arbejdsmarkedsrapporter fra ugen, hhv. JOLTS og ADP, viste også tegn på en afkøling af det amerikanske arbejdsmarked. JOLTS-rapporten viste en aftagende efterspørgsel efter arbejdskraft, med et fald i antallet af ledige stillinger til 8,7 millioner – det laveste niveau siden marts 2021. ADP-rapporten, som måler beskæftigelsesudviklingen på det amerikanske arbejdsmarked, rapporterede jobskabelse på 103.000 i november, hvilket var under forventningerne og et markant fald fra de foregående måneder. Disse rapporter antyder, at det stærke amerikanske arbejdsmarked er ved at køle af, hvilket fik renterne til at falde i løbet af ugen.
Jobskabelsen i USA er nu omkring niveauet fra før pandemien
På trods af den svækkede jobskabelse i USA, bød fredagens rapport på en overraskelse med en lavere arbejdsløshedsrate. Denne udvikling i arbejdsløsheden er afgørende for centralbankens ageren ift. rentenedsættelser. Den overraskende lavere arbejdsløshed i USA medførte, at markederne justerede forventningerne til rentenedsættelser i det kommende år. Rapporten viste en stigning i beskæftigelsen på 747.000, mens arbejdsstyrken voksede med 535.000, hvilket resulterede i et fald på 0,2 procentpoint i arbejdsløshedsraten til 3,7%. Dette fald i arbejdsløshedsraten modvirker den ellers observerede afkøling af arbejdsmarkedet og minder markederne om, at arbejdsmarkedet stadig er overophedet.
Med arbejdsløsheden som en central faktor for centralbankernes fremtidige rentebeslutninger, førte den lavere arbejdsløshed til en revurdering af markedets forventninger til rentenedsættelser næste år. Torsdag forudså markedet fem rentenedsættelser på 25 basispunkter i USA i 2024, men fredag var denne forventning justeret til, hvad der svarer til 4,4 af sådanne nedjusteringer. Derfor oplevede renterne, som ellers var faldet i løbet af ugen, en markant stigning fredag. Den amerikanske 2-årige statsrente steg med 18 basispunkter til 4,72%, mens den 10-årige statsrente steg med 3 basispunkter til 4,23%.
Markedet forventer store rentenedsættelser i USA i 2024
I Europa var markedets reaktion mere afdæmpet, delvist på grund af en fortsat tendens til stigende arbejdsløshed. Forventningerne til den europæiske styringsrente forbliver ved fem rentenedsættelser af 25 basispunkter i 2024. Den danske 2-årige statsrente steg over ugen med 4 basispunkter til 2,73%, mens den 10-årige statsrente faldt 8 basispunkter til 2,53%.
Ugen der kommer...
Den kommende uge markerer en betydelig begivenhed for centralbankerne, idet der afholdes møder i både Den Europæiske Centralbank, Den Amerikanske Centralbank (Federal Reserve), Bank of England, Norges Bank og Schweizerische Nationalbank. Der vil også være særlig opmærksomhed rettet mod de nye amerikanske inflationstal, som offentliggøres i forkant af centralbankernes møder.
På rentemøder i både den amerikanske og europæiske centralbank er der en generel forventning om, at styringsrenterne vil forblive uændrede, henholdsvis på 5,5% og 4%. Det synes usandsynligt, at nogen af disse to centralbanker vil finde det nødvendigt at foretage yderligere renteforhøjelser i den nærmeste fremtid. Derimod vil fokus sandsynligvis være rettet mod, hvornår det kan blive muligt at reducere renteniveauet igen. Ved begge disse møder forventes det, at centralbankerne vil give indikationer på potentielle tidspunkter for fremtidige rentenedsættelser. Desuden vil der i kølvandet på mødet i den amerikanske centralbank blive offentliggjort en opdateret økonomisk prognose, som kan tilbyde vigtige indsigt i den fremtidige økonomiske retning og renteudvikling.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.604 | 0,2% | 21,8% |
STOXX Europe 600 | 472 | 1,3% | 14,9% |
OMXC25 | 1.738 | 0,5% | 5,6% |
HSI Index (China) | 16.334 | -2,9% | -14,3% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | 0,5% | 3,6% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | 0,3% | 6,7% |
Globale IG (EUR hedged) | - | 0,3% | 3,5% |
Globale HY (EUR hedged) | - | 0,4% | 7,7% |
EU Virksomhedslån | - | 0,2% | 11,4% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | 1,0% | 7,1% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,23% | 0,03%-point | 0,35%-point |
10-årige DE | 2,28% | -0,09%-point | -0,29%-point |
10-årige DK | 2,55% | -0,09%-point | -0,27%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,93 | 1,2% | -0,2% |
GBP/DKK | 8,70 | 0,0% | 3,6% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 75,84 | -3,9% | -11,7% |
Industrimetaller | 309,52 | -3,2% | -14,1% |
Råvareindeks | 223,94 | -3,5% | -8,9% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 8/12/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum