Stærkere end ventet jobskabelse og lavere end ventet arbejdsløshed sender renterne i vejret og nedtoner frygten for en større svækkelse af arbejdsmarkedet. Samtidig viser væksten i den amerikanske servicesektor sig som væsentlig højere end ventet. Samlet set styrker det troen på en blød landing og mindsker nødvendigheden af store nærtforestående rentesænkninger. Lavere inflation i Europa styrker markedets forventning om flere rentenedsættelser fra ECB.
Mandag d. 7. oktober 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
I den forgangne uge har vi set en yderligere eskalering af konflikten i Mellemøsten, da Israel angreb Hizbollah i Libanon, og Iran affyrede missiler mod Israel. Der var kun en begrænset markedsreaktion. Oliepriserne steg med omkring to dollars per tønde, men er stadig lavere end i sidste uge, blandt andet holdt nede af Saudi-Arabiens ønske om at øge sin produktion. Det virker stadig mest sandsynligt, at konflikten ikke vil udvikle sig til angreb eller blokader, der alvorligt vil påvirke energiproduktionen og eksporten, men der er klart en risiko for, at det kan ske. Den begrænsede markedsreaktion er overraskende, og det skyldes måske en anelse krigstræthed fra markedet. Dog kan konflikten hurtigt eskalere yderligere, hvilket på sigt kan påvirke olie- og energipriserne i negativ retning.
Inflationen i euroområdet faldt i september overraskende meget. Den overordnede inflation sammenlignet med et år tidligere faldt fra 2,2% til 1,8%, og er dermed under centralbankens målsætning på 2%. Kerneinflationen faldt fra 2,8% til 2,7%, og selvom den stadig ligger over målsætningen, bevæger den sig fortsat nedad. Måske endnu vigtigere er det, at servicepriserne inden for september måned faldt til blot 0,14%. Annualiseret er det 1,68%, og det antyder en nedadgående tendens i denne del af priserne, som ellers har været meget træge og holdt kerneinflationen oppe. Sammen med de svage PMI-tal fra forrige uge bekræfter de lave inflationstal markedet i, at ECB vil lave endnu en rentenedsættelse på det kommende rentemøde den 17. oktober. Udover den forventede rentenedsættelse på det kommende rentemøde, forventer markedet yderligere én rentenedsættelse i år, hvilket vil tage renten fra nuværende 3,5% til 3,0%. For 2025 venter markedet omkring fire rentenedsættelser, hvilket vil sænke renten yderligere til 2,0%.
Lavere inflation i Euroområdet styrket troen på flere rentenedsættelser
Ugens nøgletal fra USA styrkede markedets tro på en blød landing, og dermed at en recession kan undgås. Svage ISM-tal for fremstillingssektoren i USA – som faldt fra 47,9 til 47,3 – blev overdøvet af en servicesektor i kraftig fremgang samt arbejdsmarkedstal, der overgik alle forventninger og sænkede frygten for, at en større svækkelse af det amerikanske arbejdsmarked var på vej. ISM-tal for servicesektoren steg overraskende meget fra 51,5 til 54,9 (mod forventede 51,7), hvilket antyder en større end forventet fremgang i aktivitetsniveauet. Dette er gode nyheder for væksten i USA, da servicesektoren udgør ca. 77% af den amerikanske økonomi. I løbet af ugen kom flere stærke tal for det amerikanske arbejdsmarked med både JOLTS og ADP-rapporterne, som overraskede positivt. De to rapporter var dog kun en optakt til den store Nonfarm Payrolls-rapport fredag, som manede den voksende frygt for et svækket amerikansk arbejdsmarked til jorden. Jobskabelsen overgik forventningerne med en stigning på 254.000 i løbet af måneden, samtidig med at de to foregående måneder (der ellers havde set svage ud) blev opjusteret med 72.000 jobs, hvilket samlet set bryder trenden med faldende jobskabelse. Samtidig med den høje jobskabelse faldt arbejdsløshedsraten overraskende fra 4,2% til 4,1%. Dermed er arbejdsløshedsraten nu faldet 0,2 procentpoint siden juli.
Trenden i den amerikanske jobskabelse er vendt
De stærke jobtal styrker forventningen om, at arbejdsmarkedet snarere er i gang med en normalisering fremfor en svækkelse. Det nuancerede billede er, at frygten for en større svækkelse ikke er helt væk, men den er betydeligt aftaget. Arbejdsmarkedet vil dog fortsat have FEDs altoverskyggende fokus, da normaliseringen fremfor svækkelsen er midtpunktet for at opnå en blød landing i takt med, at FED sætter renten ned. Det stærkere end ventede arbejdsmarked sørger også for, at FED ikke har lige så travlt med at sænke renten, hvorfor markedet nedjusterede deres forventning fra en stor rentenedsættelse på 50 basispunkter til en enkelt rentenedsættelse på 25 basispunkter på det kommende rentemøde. For resten af året venter markedet to rentenedsættelser af 25 basispunkter, hvilket vil tage styringsrenten fra nuværende 5,0% til 4,5%. I 2025 venter markedet yderligere fire rentenedsættelser, hvilket vil sænke renten yderligere til 3,5%. I takt med de lavere forventninger til rentenedsættelser steg også markedsrenterne betydeligt – i løbet af ugen steg den 2-årige amerikanske statsrente med 30 basispunkter og ligger nu på 3,99%, mens den 10-årige statsrente steg med 25 basispunkter til 4,00%.
Ugen der kommer...
Den kommende uge vil være præget af markedet, der skal finde retning efter de stærke arbejdsmarkedsrapporter. Derudover vil der være fokus på amerikanske inflationstal, hvor det på forhånd ventes, at den overordnede inflation vil falde fra 2,5% til 2,3%, mens kerneinflationen vil falde fra 3,2% til 3,1%. Herudover vil der i løbet af ugen komme en lang række taler fra medlemmer af den amerikanske centralbank, og det bliver spændende at høre deres reaktioner på sidste uges arbejdsmarkedsrapporter.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 04/10/2024