Markedet er splittet i forhold til størrelsen af rentesænkningen på det kommende rentemøde i den amerikanske centralbank. Sidste uges amerikanske inflationsdata viser en fortsat nedadgående trend, men kerneinflationens tungeste komponent, boligkomponenten, er langsom til at korrigere, hvilket holder kerneinflationen høj. I Europa gennemførte Den Europæiske Centralbank rentenedsættelse nummer to.
Mandag d. 16. september 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Sidste uge var præget af usædvanligt store kursbevægelser. Der var store intradag-bevægelser i alt fra oliepriser, aktiemarkedet og markedets forventninger til antallet af rentenedsættelser på denne uges rentemøde. De største intradag-bevægelser var tirsdag, hvor det amerikanske aktiemarked oplevede en vending på 3,5% fra bund til top i løbet af dagen. Ugens to største nyheder kom i form af amerikansk inflation og en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank.
De amerikanske inflationstal var med til at sænke markedets tro på en stor rentenedsættelse (50 basispunkter) på denne uges rentemøde og samtidig sendte de markedsrenterne en smule op. Den overordnede inflation sammenlignet med et år tidligere faldt fra 2,9% til 2,5%, hvilket var lavere end forventningen på 2,6%. Den årlige kerneinflation forblev uændret på 3,2%, som ventet. Det vedholdende niveau for kerneinflationen på mere end 3% er i vid udstrækning drevet af en boligkomponent, der udgør mere end 45% af kerneinflationen. En del af forklaringen på den fortsat høje boligkomponent skyldes den måde, som komponenten opgøres på. Ændringer i input til komponenter fungerer med et betydeligt “lag”, hvorfor det vil tage længere tid at korrigere end for andre komponenter i inflationsindekset. Huslejer begyndte at stige i takt med, at inputpriserne til konstruktion af nye hjem er steget (materialer, arbejdskraft etc.), samt de højere renter, der påvirker, hvordan boligejeres boligudgifter indregnes. Fjernes boligkomponenten fra kerneinflationen, er den på 1,8%. I takt med at den generelle inflation og renterne falder tilbage, vil vi også se en nedadgående korrektion i boligkomponenten.
Markedet forventer store rentenedsættelser i USA
Alligevel anskuede markedet inflationsrapporten som en langsom udvikling kerneinflationen, hvilket var med til at styrke markedets tro på, at den amerikanske centralbank, FED, vil foretage en enkelt rentenedsættelse på 25 basispunkter fremfor den store på 50 basispunkter, som markedet ellers havde vaklet omkring. Efter offentliggørelsen af inflationstallene prisede markedet en sandsynlighed på 15% for den store rentenedsættelse i stedet for den enkelte på 25 basispunkter. Men i løbet af torsdagen og fredagen blev troen på den store rentenedsættelse igen styrket. Dette er ikke baseret på nye økonomiske nøgletal eller udtalelser fra medlemmer af centralbanken. Snarere skyldes det en række artikler i bl.a. Financial Times og Wall Street Journal, der gjorde det klart, at flere medlemmer havde antydet, at beslutningen på denne uges rentemøde ville være tæt mellem den store og den lille rentenedsættelse. Tilbage i juni 2022 brugte den amerikanske forbundsbank Wall Street Journal til at signalere, at styringsrenten ville blive hævet med 75 basispunkter i stedet for 50 basispunkter, som var konsensusforventningen. Derfor priser markedet nu en sandsynlighed på 62,5% for den store rentenedsættelse samt en samlet rentenedsættelse på 1,00%-1,25% fordelt over de sidste tre møder i år. Dette vil tage den amerikanske styringsrente fra de nuværende 5,50% til et sted mellem 4,50-4,25%. Markedet har dermed priset nogle ret store forventninger til rentenedsættelser, som kan blive svære for centralbanken at indfri. Derfor vil der være ekstra fokus på beslutningen på rentemødet onsdag samt på den efterfølgende kommunikation og guidance fra centralbanken.
Markedet forventer store rentenedsættelser i USA
Den Europæiske Centralbank, ECB, tog hul på septembers rentenedsættelser i sidste uge og sænkede, som forventet, renten med 25 basispunkter fra 3,75% til 3,50%. Rentebeslutningen gav ikke anledning til de store bevægelser i markedet. Rentemødet i ECB var også et af dem, hvor de kom med nye prognoser for inflation og vækst. ECB holdt deres forventning til inflationen i 2024 uændret på 2,5%, mens forventningen til kerneinflationen for 2024 blev opjusteret med 0,1 procentpoint til 2,9%. For 2025 og 2026 forventer ECB en inflation på henholdsvis 2,2% (uændret) og 1,9% (uændret), og en kerneinflation på henholdsvis 2,3% (opjusteret med 0,1 procentpoint) og 2,0% (uændret). Samtidig blev forventningen til den økonomiske vækst i år nedjusteret med 0,1 procentpoint til 0,8%. Også forventningerne til den økonomiske vækst i 2025 og 2026 blev nedjusteret med 0,1 procentpoint til henholdsvis 1,3% og 1,5%. Den nye prognose giver ikke grund til bekymring og antyder altså en forventning om, at inflationen ikke blusser op igen, samtidig med at der ikke er forventning om negativ vækst. Det næste rentemøde i ECB er den 17. oktober, og her forventer markedet på nuværende tidspunkt ikke en rentesænkning. Markedet forventer dog over de næste 12 måneder minimum seks rentenedsættelser, hvilket vil tage styringsrenten fra de nuværende 3,50% til 2,00%.
Ugen der kommer...
Denne uge byder på en række rentemøder i hhv. USA, Norge, Japan og Tyrkiet, hvor særligt fokus vil være rettet mod rentemødet i den amerikanske centralbank.
Markedet er ikke i tvivl om, at den amerikanske centralbank vil påbegynde rentenedsættelser på rentemødet onsdag. Dog er markedet splittet omkring størrelsen af denne rentenedsættelse. Gennem hele sidste uge svingede markedet mellem en rentenedsættelse på 25 basispunkter eller 50 basispunkter. Mandag morgen er pendulet bevæget sig tættere på den store rentenedsættelse, og der prises aktuelt en sandsynlighed på 62,5% for den store rentenedsættelse fremfor den lille. Det er usædvanligt at have så stor usikkerhed omkring beslutningen kun få dage før rentemødet, men det skyldes, at investorerne er blevet i tvivl om, hvorvidt den amerikanske forbundsbank har forsøgt at kommunikere gennem to artikler fra henholdsvis Wall Street Journal og Financial Times, som blev offentliggjort torsdag, og som argumenterede for, at det vil være fornuftigt med en større rentenedsættelse på 50 basispunkter.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 13/09/2024