Den amerikanske centralbank sænkede på sidste uges rentemøde renten med hele 50 basispunkter. En opvejende risiko for en højere arbejdsløshedsrate ligger som udgangspunkt til grund for den store rentenedsættelse. Samtidig gør centralbanken det klart, at rentenedsættelsen ikke skyldes en stigende recessionsfrygt, men nærmere er tiltænkt at understøtte yderligere vækst.
Mandag d. 23. september 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Ugens store begivenhed var rentemødet i den amerikanske centralbank, FED, hvor markedet forinden var historisk splittet mellem en rentenedsættelse på enten 25 eller 50 basispunkter. På rentemødet annoncerede FED en rentenedsættelse på 50 basispunkter, hvilket sænker den amerikanske styringsrente fra daværende 5,5% til nuværende 5,0%. Valget om den store rentenedsættelse var i høj grad motiveret af et skifte i rentekomiteens medlemmers risikovurdering af det amerikanske arbejdsmarked. Ved rentemødet i juni var det kun 4 ud af 19 medlemmer, der så en opvejende risiko for arbejdsløshedsraten, mens det på sidste uges møde var hele 12 ud af 19 medlemmer, der så en opvejende risiko for, at arbejdsløsheden kan fortsætte med at stige. I forlængelse heraf blev FEDs prognose for arbejdsløshedsraten også opjusteret for perioden 2024-2026, med en forventning om en arbejdsløshedsrate på 4,4% ved årets udgang mod den tidligere forventning på 4,0%. På trods af dette var det vigtigt for Powell, centralbanksdirektøren, på det efterfølgende pressemøde at nedspille sandsynligheden for en recession. Den store rentenedsættelse skal ifølge Powell ikke ses som en reaktion på en stigende recessionssandsynlighed, men snarere som en reaktion for at styrke yderligere vækst i den amerikanske økonomi.
Powell udtrykte, at han er sikker på, at den amerikanske økonomi er langt fra et recessionsscenarie, og med den nuværende forventning om flere rentenedsættelser vil dette være med til at holde en potentiel recession væk. Som tidligere kommunikeret af FED gjorde Powell det igen klart, at deres fokus har rykket sig fra inflationen til arbejdsmarkedet. Mens inflationen tidligere var det altoverskyggende fokus for centralbanken, ser de nu denne kamp som vundet, især med et arbejdsmarked der er mere normaliseret end tidligere. Det er dog vigtigt at bemærke, at med aggressive rentenedsættelser vil risikoen for tilbagevendende inflation unægteligt stige. Rentenedsættelser giver et boost til aktiviteten og efterspørgslen i økonomien, hvilket alt andet lige bør føre til inflation. Et yderligere svækket arbejdsmarked er dog, alt andet lige, et værre scenarie for den amerikanske økonomi, hvorfor dette er FEDs primære fokuspunkt.
Markedet venter mere aggressive rentenedsættelser end FED
Udvikling i amerikansk 10-årig statsrente samt ledende aktieindeks
I det såkaldte “dot plot”, der angiver de 19 medlemmers forventning til den fremtidige styringsrente, forventer medlemmerne yderligere to rentenedsættelser af 25 basispunkter i år, hvilket vil sænke renten til 4,5% ved årets udgang. Til sammenligning priser markedet aktuelt tre rentenedsættelser resten af året og dermed en større rentenedsættelse end FED kommunikerer. For 2025 angiver centralbanken fire rentenedsættelser svarende til 1,0 procentpoint. Dermed indikerer centralbanken en styringsrente på 3,5% ved udgangen af 2025. Til sammenligning priser markedet 4,5 rentenedsættelser for 2025. Alt i alt har markedet dermed aktuelt indpriset 1,5 rentenedsættelse af 25 basispunkter mere, end centralbanken indikerede som forventning på sidste uges møde. Dermed er der en risiko for, at centralbanken vil skuffe markedet, hvis den “bare” holder sig til sine egne forventninger. Af denne grund så man også markedsrenterne i USA stige i de to dage efter annonceringen af rentenedsættelsen. Man skulle tro, at renterne ville falde, når renten sættes ned, men markedet har allerede i obligationsmarkedet indpriset så kraftige rentenedsættelser, at en rentenedsættelse på 50 basispunkter plus en forventning om yderligere 50 basispunkter i år ikke var nok til at tilfredsstille obligationsmarkedet. Siden annonceringen er den 10-årige amerikanske statsrente steget med 5 basispunkter fra 3,70% til 3,75%.
Ugen der kommer...
Den kommende uge lægger op til en lidt mere rolig en af slagsen. Markedet vil først og fremmest fortsætte med at absorbere reaktionerne fra sidste uges rentemøde. Herudover vil der komme PMI-tal for både den europæiske og amerikanske økonomi. Til at slutte ugen af kommer der fredag amerikanske PCE-inflationstal, hvor den umiddelbare forventning er, at de vil fortsætte den nedadgående tendens.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 20/09/2024