Flere centralbanksmedlemmer brugte sidste uge på at dæmpe markedets forventninger til rentenedsættelser. Ifølge centralbanksmedlemmerne er markederne alt for optimistiske i forhold til deres forventninger til renten. Der er ingen tvivl om, at rentenedsættelserne er på vej, men det virker usandsynligt, at markedet får ret i sin nuværende meget aggressive forventning. Der er lagt op til nogle spændende rentemøder i henholdsvis den europæiske og amerikanske centralbank her i slutningen af januar.
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Mens den forgangne uge var relativt stille på nøgletalsfronten, tog markedet bestik af flere centralbanksmedlemmer, som signalerede, at markedet er alt for optimistisk omkring, hvornår og hvor meget renten skal sænkes. Både den europæiske centralbank, ECB, og den amerikanske centralbank, FED, har rentemøde inden udgangen af januar – henholdsvis den 25. januar for ECB og 31. januar for FED. Begge centralbanker vil fra denne uge og frem mod rentemøderne holde lav profil, hvorfor sidste uge blev benyttet til at sende markedet de sidste signaler. Flere FED-medlemmer har siden deres sidste rentemøde i december, hvor de for første gang antydede, at der kunne komme rentenedsættelser i 2024, været ude og nuancere udmeldingen i et forsøg på at dæmpe markedets forventninger. På rentemødet i december signalerede FED, at der i løbet af 2024 kunne komme op til 3 rentenedsættelser (af 25 basispunkter), hvis data i løbet af året viser, at inflationen er ved at komme under kontrol. Markedet reagerede kraftigt på denne retorik, og var hurtig til at indregne mere end 6 rentenedsættelser i 2024, med den første allerede i marts. Med den seneste uges mere forsigtige retorik fra centralbanksmedlemmerne, har markedet også justeret forventningerne ned og forventer nu rentenedsættelser svarende til ca. 1,3% i både USA og Europa i løbet af året. Begge steder er forventningen til den første rentenedsættelse også blevet skubbet – fra forventet at komme i marts/april til nu at komme i maj/juni.
ECB har endnu ikke på et rentemøde signaleret rentenedsættelser, men Christine Lagarde var i løbet af ugen ude at sige, at rentenedsættelser vil komme i løbet af året, men tidligst vil komme på tale til sommer. Flere FED-medlemmer forsøgte at mane markedet til ro ved at sige, at de er sikre på, at en inflation på 2% er inden for rækkevidde, men understregede også, at der ingen grund er til at sænke renten så hurtigt som historisk set. Forbrugeren i USA har det stadig godt, og detailsalget fortsætter med at vokse. FED-medlemmerne påpegede derfor, at der ingen grund er til at sænke renten så hurtigt, som markedet forventer, og at økonomien kan klare en langsommere tilgang til rentenedsættelserne. Det bliver dog spændende at følge, hvor opsatte FED bliver på at lykkes med den bløde landing, hvilket vil kræve flere rentenedsættelser i år. Men det er ikke uden risiko, da inflationsbølgen potentielt kan blusse op igen, nu hvor både arbejdsmarkedet og forbrugeren i USA fortsat står stærkt.
Som reaktion på signalerne fra centralbanksmedlemmerne, blev også markedsrenterne sendt op i løbet af ugen. Den amerikanske 2-årige statsrente steg hele 25 basispunkter, til 4,39%, mens den amerikanske 10-årige steg 18 basispunkter, til 4,12%. Også de europæiske renter steg i løbet af ugen. Den danske 2-årige statsrente steg 28 basispunkter, til 2,54%, mens den danske 10-årige statsrente steg 14 basispunkter, til 2,48%.
Et væsentligt fokus for markederne det kommende år er det amerikanske præsidentvalg, som blev skudt i gang sidste uge med Republikanernes primærvalg i Iowa. Her vandt Trump en sikker sejr med 51% mod Ron DeSantis’ 21% og Nikki Haleys 19%. Sidenhen har DeSantis trukket sig fra valgkampen, og Trump står nu som den ubestridte favorit til at blive det republikanske partis præsidentkandidat. Hvis det bliver Trump mod Biden, tyder alle meningsmålinger og betting-odds på, at Trump løber med en klar sejr. Lige nu er der odds 2.0 for Trump, 2.80 for Biden og 19.0 for Nikki Haley. Det er afgørende, at det parti, der vinder præsidentposten, også har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus for at få gennemført større politiske beslutninger. Aktuelt står Republikanerne til at vinde flertal i Senatet, mens Demokraterne står til at vinde kontrol over Repræsentanternes Hus.
Ugen der kommer...
I den kommende uge vil det største fokus være på rentemødet i Den Europæiske Centralbank. Der er ikke den store spænding om, hvad centralbanken gør i forhold til renten, da det med al sandsynlighed er, at de vil holde den fast på det nuværende niveau. Derfor vil det i langt højere grad være den retorik, de anvender, som markederne vil holde øje med. Forventningen er, at centralbanken selv vil åbne op for diskussionen om rentenedsættelser, og forhåbentlig vil de også give vejledning i forhold til, hvornår og hvor meget, vi kan forvente.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.840 | 1,2% | 1,5% |
STOXX Europe 600 | 469 | -1,6% | -2,0% |
OMXC25 | 1.895 | -2,6% | 0,7% |
HSI Index (China) | 15.309 | -5,8% | -10,2% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,8% | -1,2% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | -0,5% | -0,3% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -0,9% | -1,3% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -0,4% | -0,4% |
EU Virksomhedslån | - | 0,2% | 1,0% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | -1,0% | -1,1% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,12% | 0,18%-point | 0,24%-point |
10-årige DE | 2,34% | 0,16%-point | 0,32%-point |
10-årige DK | 2,49% | 0,13%-point | 0,23%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,85 | 0,6% | 1,7% |
GBP/DKK | 8,69 | 0,2% | 1,1% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 78,56 | 0,3% | 2,0% |
Industrimetaller | 310,70 | -0,7% | -5,1% |
Råvareindeks | 222,88 | -1,1% | -1,6% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 19/01/2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum