Påstand 4: Aktiepriser er udelukkende drevet af udbud og efterspørgsel
Den fjerde påstand handler om, at aktiemarkedet er drevet af markedsaktørerne og derfor er prisen på en aktie et resultat af udbud og efterspørgsel. Dermed er den afgørende parameter for at skabe afkast en vurdering af den fremtidige efterspørgsel efter en aktie.
Konklusion: Langsigtet forkert
Konklusionen trækkes som vanligt hårdt op, men vi vil fastholde, at aktier og aktiemarkedet langsigtet ikke drives af efterspørgsel, men af værdiskabelse.
Aktiemarkedet er drevet af indtjeningen i de underliggende selskaber. I de sidste 30 år har indtjeningen pr. aktie + udbytte i S&P 500 vokset med 9,8% p.a. og S&P 500 har givet et afkast på 10,7%. I kortere perioder afviger denne sammenhæng, men på længere sigt får man som aktieinvestor en andel af værdiskabelsen i de aktier, man ejer. Værdiskabelse står ikke alene, men skal holdes op imod den pris, som man betaler for værdien. Således kan selskaber uden vækst godt være en god investering, blot prisen afspejler dette og visa versa.
Secure Spectrums fortolkning
Værdien af en aktie er værdien af de fremtidige pengestrømme fra en virksomhed til aktionærerne. Disse forventninger kan i kortere perioder variere fra den faktiske indtjening i selskabet, men på lang sigt vil der være en klar sammenhæng mellem indtjening til aktionærerne i et aktieselskab og afkastet for en investering i et aktieselskab.
Som investor skal man derfor fokusere mest af alt på, hvordan den fremtidige indtjening bliver i et aktieselskab og ikke den mere kortsigtede stemning omkring selskabet. Det samme er gældende for aktiemarkedet. Det vigtigste for aktiemarkedet er, at de underliggende selskaber vokser deres indtjening i fremtiden.
Fremgangsmåde
Secure Spectrum har hentet data for S&P 500 tilbage til 1994, der viser den kvartalsvise udvikling i EPS (indtjening pr. aktie) tillagt den kvartalsvise dividend pr. aktie. Disse to elementer viser værdiskabelsen i de underliggende selskaber. Dertil har vi sammenlignet med det kvartalsvise afkast for S&P 500.