Påstand 3: Investér aldrig det hele på én gang, når du begynder at investere i aktiemarkedet
Den tredje påstand handler om, at man aldrig skal investere det hele på én gang, når man begynder at investere i aktiemarkedet.
Konklusion: Forkert
Historiske data viser, at det gennemsnitlige afkast i det første investeringsår er højere, når hele beløbet investeres med det samme fremfor over flere omgange. Investorer, der investerer hele beløbet med det samme, har historisk opnået et gennemsnitligt afkast på 10,5% i det første investeringsår. Til sammenligning har investorer, der investerer beløbet ligeligt fordelt hver måned over et år, opnået et gennemsnitligt afkast på 7,3% i det første investeringsår (se nedenstående graf).

Secure Spectrums fortolkning
Der er en udbredt konsensus på aktiemarkedet, som siger, at tid i markedet er vigtigere end at forsøge at time markedet. Vores analyse understøtter dette. De globale økonomier, herunder virksomhedernes indtjening, vokser typisk over tid, hvilket fører til aktiekursstigninger. Dette betyder samtidig, at man som investor bliver belønnet for at være investeret i aktiemarkedet og vice versa. Når det er sagt, kan det i perioder med store udsving og afhængigt af den enkelte investors risikopræferencer være fornuftigt at dele investeringerne op i flere omgange for at mindske risikoen for at komme “uheldigt” ind i markedet.
Ét forhold er historiske fakta, et andet er psykologi. Ofte er det vanskeligt at træffe beslutningen om at ”gå i markedet”, særligt hvis det er en stor formue, som ikke har været investeret før. En god måde at gøre dette i praksis er at dele beløbet op i fx. tre dele, som investeres med et tidsintervalpå fx. tre måneder. Dette er inkonsistent med de historiske fakta, men i praksis en god plan, når strategiske beslutninger skal implementeres og risikoen for kortsigtede tilfældige udsving på aktiemarkedet ønskes reduceret.
Fremgangsmåde
Secure Spectrum har analyseret månedlige historiske data for MSCI World Net Total Return Index (Bloomberg-ticker: M1W0 Index, opgjort i DKK) i perioden januar 1971 til maj 2024. For hver måned er det efterfølgende årlige afkast i det første investeringsår blevet beregnet under forskellige investeringsscenarier: ved at investere hele beløbet på én gang, fordelt ligeligt over de første 2 måneder, og så videre op til en ligelig fordeling over 12 måneder. Derefter blev et simpelt gennemsnit af de historiske afkast beregnet. De midler der afventer at blive investeret i aktiemarkedet er i beregningerne blevet forrentet med en kort pengemarkedsrente, CIBOR3M. Renten er beregnet som et simpelt gennemsnit af CIBOR3M (Bloomberg-ticker: CIBO03M Index) i perioden juni 1988 til maj 2024 og herefter omregnet til en gennemsnitlig månedlig rente. Afkastberegningerne er begrænset til det første investeringsår, da afkastet herefter vil være det samme for alle investeringsscenarier.