Endnu en gang er det jobrapporter og inflationen som præger de finansielle markeder. Flere nye jobrapporter viser at FED rentestigninger endnu ikke er taget fat og tvinger måske fremtidige stigninger.
Mandag den 10. juli 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Sidste uge var særligt præget af friske tal for det amerikanske arbejdsmarked, der kulminerede med den store arbejdsmarkedsrapport fredag. Allerede torsdag fik vi første smag på den aktuelle tilstand for det amerikanske jobmarked, da der kom JOLTS jobrapporten og ADP jobrapporten, der angiver hhv. antallet af jobåbninger i USA og antallet af nye skabte jobs i industrien. De to rapporter overraskede markedet kraftigt, og fik alle de brede aktieindeks til at falde og renterne til at stige. ADP-jobrapporten viste at der blev tilføjet næsten en halv million jobs til industrien den seneste måned, hvilket er det højeste antal i over et år. Selvom denne rapport er en anelse anderledes end fredagens store jobrapport, så fortæller den alligevel en historie om et jobmarked der ikke vil kølne af, og det bør skubbe diskussion længere ud i fremtiden, men samtidig slår det også al snak om rentenedsættelser til hjørne. JOLTS jobrapporten viste at der i juni var 9,8 mio. jobåbninger i USA, hvilket er et forventet fald fra de 10,1 mio. måneden før. Selvom antallet her falder en smule tilbage, så ligger antallet fortsat på et meget højt niveau, historisk set.
Fredagens amerikanske jobrapport var lidt blødere end
ADP-rapporten, da jobskabelsen i juni endte på 209.000 mod ventet 230.000.
Niveauet er fortsat alt for højt og kombineret med uændret arbejdsløshed på
3,6% og en uventet stigning i den årlige lønvækst fra 4,3% til 4,4% mod ventet
4,2% er der lagt pres på FED for at hæve styringsrenten på næste møde.
Ugen bød også ISM PMI-tal for USA, der angiver den økonomiske aktivitet i hhv. fremstillingssektoren og servicesektoren. Den økonomiske aktivitet i fremstillingssektoren faldt i juni fra 46,9 til 46,0, hvilket er det laveste niveau i mere end 3 år. Særligt overraskende var det også, at alle de underliggende komponenterne i ISM-indekset for fremstillingssektoren nu er i tilbagegang – en værdi under 50. Alle komponenterne holder sig dermed under 50, hvilket betyder at der fortsat er udsigt til aftagende aktivitet i fremstillingssektoren de kommende 3-6 måneder. For servicesektoren ser det noget anderledes ud, og her stiger ISM-indekset i juni overraskende fra 50,3 til 53,9, og indikerer altså en servicesektor der fortsat er i god forfatning.
Figur 1. Servicesektoren i USA fortsætter med at være stærk
Ugen der kommer...
I denne uge kommer det til at dreje sig om friske
amerikanske inflationstal. Markedet forventer at den overordnede inflation på
årsbasis falder fra 4,0% til 3,0%, og at kerneinflationen ligeledes falder
tilbage fra 5,3% til 5,0%. Det bliver super interessant at se om dette holder
stik, og om den aftagende kerneinflation potentielt kan have en effekt på den
amerikanske centralbanks rentebeslutning senere på måneden.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 9.453 | -1,1% | 15,6% |
STOXX Europe 600 | 448 | -3,1% | 5,4% |
OMXC25 | 1.782 | -1,9% | 4,8% |
HSI Index (China) | 18.366 | -2,9% | -7,2% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,6% | 0,3% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | -0,7% | 2,3% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -1,1% | 0,6% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -0,6% | 3,1% |
EU Virksomhedslån | - | 0,3% | 7,0% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | -1,1% | 3,1% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,06% | 0,22%-point | 0,19%-point |
10-årige DE | 2,63% | 0,24%-point | 0,07%-point |
10-årige DK | 2,94% | 0,21%-point | 0,11%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,79 | -0,4% | -2,2% |
GBP/DKK | 8,73 | 0,6% | 3,9% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 78,47 | 4,8% | -8,7% |
Industrimetaller | 316,02 | 0,0% | -12,3% |
Råvareindeks | 227,94 | 0,5% | -7,3% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 07/07/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum