En uge præget af en del nervøsitet oven på forhandlinger om amerikansk gældsloft, som dog fik sin forløsning søndag, da de fleste af parterne kom til en aftale. Derudover fortsætter inflationen i USA med at buldre derudad, og det tyder på, at centralbanken langt fra er færdig med sin opgave om at bringe inflationen ned.
Tirsdag den 30. maj 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
En uge præget af voksende nervøsitet omkring forhandlingerne om det amerikanske gældsloft. Tiden er ved at løbe ud, men det ser ud til, at parterne er ved at nå til enighed. I Europa var ugen kendetegnet ved faldende aktiekurser og stigende renter, mens USA vendte rundt sidst på ugen, især på grund af Nvidia, der kunne levere en stærkere end forventet salgsprognose. Små fremskridt i forhandlingerne om gældsloftet mod slutningen af ugen mildnede også nervøsiteten en smule.
Det forventes, at den amerikanske statskasse løber tør omkring den 15. juni, hvis der ikke indgås en aftale. En stor del af markedet er dog blevet nervøs for, at det vil ske allerede i starten af juni, og derfor er de begyndt at handle hurtigt for at finde en aftale. På nuværende tidspunkt er lovgiverne endnu ikke nået til enighed. En midlertidig forhøjelse af gældsloftet, som giver forhandlerne mere tid til at nå til enighed, virker som det mest sandsynlige udfald, men situationen er stadig usikker. Stigende renter på tværs af den amerikanske statsobligationskurve signalerer, at investorerne priser risikoen for misligholdelse ind.
Dog lykkedes det politiske parter i USA søndag at nå til enighed om en aftale for gældsloftet. Aftalen indebærer, at gældsloftet vil blive suspenderet indtil den 1. januar 2025. Aftalen skal dog endeligt vedtages i Kongressen, før den kan træde i kraft. Ifølge ledere fra både Republikanerne og Demokraterne er der flertal i begge partier for kompromiset.
Den globale vækst har længe været i fokus, og markedet forventer måned efter måned en opbremsning, som indtil videre er udeblevet. En af årsagerne til aktiemarkedets positive præstation i år er netop den vedvarende positive overraskelse i væksten. Derfor følger markedet nøje med i tal, der kan indikere en ny retning for væksten, som f.eks. PMI-tallene, der er en tidlig indikator for økonomisk aktivitet. Eurozonens PMI-tal faldt for første gang i et halvt år, primært på grund af en svækkelse i fremstillingssektoren, der nåede 44,6, hvilket resulterede i en samlet indeksværdi på 53,3 (sammenlignet med 54,1 i april). Dog fortsætter servicesektoren med at vise fremgang med en PMI på 55,9, og efterspørgslen i denne sektor ser ikke umiddelbart ud til at aftage.
Figur 1. PCE-inflationen er fortsat alt for høj
Figur 2. 10-årig amerikansk statsrente sammen med ledende aktieindeks
I USA steg det samlede PMI-tal i maj på baggrund af stærk vækst i servicesektoren og nåede dermed 54,5 (sammenlignet med 53,4 i april). Dette var fjerde måned i træk, hvor PMI-tallet lå over 50, hvilket indikerer vækst i den private sektor i USA. Virksomhederne oplever øget efterspørgsel, hvilket kan ses både i servicesektoren og i fremstillingssektoren.
Det blev også tydeligt ved fredagens PCE-inflationstal, at efterspørgslen i USA endnu ikke er aftaget. Tallene viste sig at være højere end markedets forventninger og højere end måneden før. PCE-inflationen er den foretrukne inflationsmåling for den amerikanske centralbank, da den afspejler de prisstigninger, som forbrugerne direkte oplever. Den samlede PCE-inflation steg fra 4,2% til 4,4% på årsbasis, og kerne-PCE-inflationen steg også fra 4,6% til 4,7%. Den fortsatte stigning i PCE-inflationen indikerer, at prispresset i USA endnu ikke er aftaget. Dette tyder på, at der fortsat vil være stort pres på centralbanken, og det kan betyde, at den amerikanske centralbank vil være nødt til at hæve renten yderligere for at tackle inflationen.
Ugen der kommer...
I den kommende uge vil fokus være rettet mod inflationen i euroområdet, som offentliggøres torsdag samt den amerikanske jobrapport (nonfarm payroll), der offentliggøres fredag. Allerede onsdag vil vi få de første indikationer på inflationen i euroområdet, når inflationsdata fra de største økonomier i euroområdet, nemlig Tyskland og Frankrig, offentliggøres. Begge lande kæmper med høj inflation, hvor Tyskland ligger på 7,2% og Frankrig på 5,9%.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.205 | 0,3% | 9,5% |
STOXX Europe 600 | 461 | -1,6% | 8,6% |
OMXC25 | 1.830 | -1,3% | 7,6% |
HSI Index (China) | 18.747 | -3,6% | -5,2% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,8% | 0,7% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | -0,7% | 2,2% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -0,5% | 0,7% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -0,4% | 2,2% |
EU Virksomhedslån | - | 0,1% | 5,5% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | 0,1% | 2,3% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 3,80% | 0,13%-point | -0,08%-point |
10-årige DE | 2,54% | 0,11%-point | -0,03%-point |
10-årige DK | 2,86% | 0,20%-point | 0,03%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,95 | 0,9% | 0,1% |
GBP/DKK | 8,58 | 0,0% | 2,1% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 76,95 | 1,8% | -10,4% |
Industrimetaller | 316,81 | -2,0% | -12,1% |
Råvareindeks | 222,48 | -0,9% | -9,5% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 26/05/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum