En begivenhedsrig uge, hvor både USA’s kreditvurdering blev nedjusteret af Fitch, samtidig med at det nu langt om længe virker til, at de aggressive rentestigninger begynder sig at sætte sig igennem på arbejdsmarkedet.
Mandag den 7. august 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Den seneste uge var i høj grad præget af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport samt en overraskende nedjustering af kreditvurderingen på den amerikanske statsgæld fra kreditvurderingsbureauet Fitch. Fredagens svagere end ventede jobrapport og nedjusteringen af kreditvurderingen af USA fik optimismen til at sive ud af markedet.
USA’s lavere kreditværdighed skabte en sur markedsstemning. Fitch sænkede tirsdag USA’s kreditværdighed fra AAA til AA+ og fulgte onsdag op med at sænke kreditværdigheden af to store amerikanske realkreditinstitutter, Fannie Mae og Freddie Mac, som ligeledes fik deres kreditværdighed nedjusteret fra AAA til AA+. Begrundelsen for nedjusteringen af USA’s kreditvurdering er, at forvaltningen af den amerikanske statsgæld er blevet kontinuerligt forringet igennem de seneste 20 år. Udmeldingen udløste en skarp reaktion fra den amerikanske finansminister Janet Yellen, der har udtalt, at vurderingen er “vilkårlig og baseret på forældede data”. Markederne reagerede dog stærkt på nedjusteringen med faldende aktier og stigende renter på de lange obligationer.
Markedet reagerede også på en række amerikanske jobrapporter, der samlet set pegede i retning af en lille afkøling af det amerikanske arbejdsmarked – en velkommen udvikling efter mange aggressive rentestigninger. Den første rapport i rækken var JOLTS-jobrapporten, som viste, at der i juni blev skabt 9,58 mio. jobåbninger i USA, hvilket var ca. 34.000 færre end i maj. Niveauet for jobåbninger var lavere end markedsforventningen og det laveste siden april 2021. Ugens anden arbejdsmarkedsrapport var ADP-beskæftigelsesrapporten, som for juli viste en stigning i beskæftigelsen i den private sektor på 324.000 personer. Selvom det var færre end de 455.000 nye beskæftigede i juni, var det langt over markedsforventningen på 189.000 personer. Dette er det næsthøjeste niveau set i år. Rapporten indikerede, i tråd med JOLTS-jobåbningsrapporten, at det amerikanske arbejdsmarked fortsat er stærkt, men med en afdæmpning i forhold til måneden før.
Der var stor spænding op til fredagens jobrapport, Nonfarm Payrolls. Rapporten viste endnu en måned med afmatning i beskæftigelsestempoet i USA. Nonfarm Payrolls rapporterede om 187.000 flere beskæftigede i juli, hvilket var på niveau med juni og en smule under markedsforventningen om 200.000 personer. De seneste to måneder har vist den svageste udvikling i over 2,5 år.
En dybere analyse viser, at over halvdelen af alle sektorer nu har stoppet ansættelser, hvilket er første gang i over 10 år. Desuden blev tallene fra de to forrige måneder nedjusteret yderligere. Denne trend indikerer en afkøling af arbejdsmarkedet, hvilket er et positivt tegn i forhold til centralbankens kamp mod inflation. Dog er arbejdsmarkedet overordnet set stadig meget stærkt. Den generelle arbejdsløshed faldt fra 3,6% til 3,5% i juli, hvilket er historisk lavt.
Udviklingen i den gennemsnitlige timeløn overgik forventningerne med en
stigning på 0,4% for måneden. Den seneste tre måneders udvikling, annualiseret,
viser en stigning på 4,9%, hvilket er over den årlige stigning på 4,4%,
indikerende et fortsat pres på lønningerne.
Markedet havde det svært i sidste uge med faldende aktiekurser og stigende renter. Det brede amerikanske indeks, S&P500, faldt 2,3% i løbet af ugen, mens det teknologitunge NASDAQ-indeks faldt med 3%. I Europa faldt STOXX600-indekset 2,4%, mens det danske C25-indeks faldt 2,1%. Særligt de lange amerikanske renter steg efter nedjusteringen af USA’s kreditvurdering, men faldt igen efter jobrapporten. Fra mandag til torsdag steg den 10-årige amerikanske statsrente med 23 basispoint til 4,18%, men den faldt til 4,03% i løbet af fredagen. Samtidig faldt den amerikanske 2-årige statsrente med 11 basispoint i løbet af ugen til 4,76%, hvilket reducerede spændet mellem den 2-årige og 10-årige markant.
Ugen der kommer...
Vi går en
relativt stille uge i møde, hvor de fleste øjne vil være rettet mod hhv.
amerikanske, danske og norske inflationstal, der alle kommer torsdag. Derudover
skal det blive spændende fortsat at følge markedets reaktion oven på den svage
jobrapport og nedjusteringen af USA’s kreditvurdering.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.478 | -2,3% | 17,8% |
STOXX Europe 600 | 459 | -2,4% | 11,0% |
OMXC25 | 1.756 | -2,1% | 6,4% |
HSI Index (China) | 19.539 | -1,9% | 1,4% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,1% | 1,1% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | 0,0% | 3,4% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -0,5% | 1,6% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -0,3% | 4,4% |
EU Virksomhedslån | - | 0,2% | 8,0% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | -1,4% | 4,5% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,03% | 0,0,8%-point | 0,16%-point |
10-årige DE | 2,56% | 0,07%-point | -0,01%-point |
10-årige DK | 2,84% | 0,07%-point | 0,02%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,75 | -0,1% | -2,7% |
GBP/DKK | 8,63 | -0,8% | 2,8% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 86,24 | 1,5% | 0,4% |
Industrimetaller | 327,64 | -1,1% | -9,1% |
Råvareindeks | 237,91 | -1,1% | -3,2% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 04/08/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum