Den europæiske aktivitet er for 3. måned i træk i tilbagegang. Særligt Tyskland har det svært, og det ligner, at en økonomisk krise nærmer sig for tyskerne. I USA øger Jerome Powell markedets forventninger til højere renter i længere tid, og amerikanerne kan dermed se langt efter rentenedsættelser.
Mandag den 28. august 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Den europæiske økonomiske aktivitet begynder at vise svaghedstegn. Sidste uges PMI-tal viser en fremstillingssektor, der forbliver på et lavt niveau, 43,7 (under 50 angiver tilbagegang i aktiviteten), samt en aktivitet i servicesektoren, der falder mere end ventet, fra 48,6 til 47,0 mod det ventede 48,5. Dermed falder det samlede indeks fra 48,6 til 47,0 og befinder sig nu for 3. måned i træk under 50. PMI-tallene for Europa viser dermed en økonomi, der er i svag tilbagegang, og styrker billedet af en global økonomi, der er på vej ned i gear. Særligt Tyskland ligner et land, der bremser kraftigt op. Her stiger indekset for fremstillingssektoren fra 38,8 til 39,1, men er altså på et meget lavt niveau, mens indekset for servicesektoren, der ellers har holdt Tyskland oppe, falder fra 52,3 til 47,3. Tyskland skiller sig ud med et massivt fald i serviceindekset på 5 point, hvilket kun er set tre gange tidligere – senest i marts 2020 under nedlukningen i forbindelse med Covid-19. De svage nøgletal for væksten medførte stigende aktiemarkeder, hvilket kan lyde lidt paradoksalt. Det bunder dog i, at de svage nøgletal for vækst fører til lavere renter og lavere forventninger til de fremtidige renter, hvilket er favorabelt for aktier. Det betyder dog ikke, at en hård opbremsning vil være godt for aktier, tværtimod, men små svagheder i nøgletal, der får renter til at falde, er for nuværende positivt for aktier.
Figur 1. Udviklingen i europæiske PMI-tal
Fredag fik forventningerne til den amerikanske rente dog endnu en tur op, da Jerome Powell, den amerikanske centralbanksdirektør, var på talerstolen ved den årlige Jackson Hole-konference i Wyoming, USA. Powell udtrykte, at den amerikanske centralbank vil gå langsomt frem, når det skal besluttes, om renten skal sættes højere op eller holdes på det nuværende høje niveau. Dermed nævner Powell slet ikke muligheden for en rentenedsættelse og lægger i stedet vægt på, at der fortsat er langt, før inflationen er helt nede ved den langsigtede målsætning på 2%. Kort tid efter mødet fordoblede markedet sandsynligheden for endnu en renteforhøjelse i september. Aktuelt priser markedet en sandsynlighed på 21,8% for en renteforhøjelse af den amerikanske styringsrente på 25 bp i september og med godt og vel 65% sandsynlighed for, at der vil komme en renteforhøjelse inden årets udgang.
Den helt store bekymring for den globale økonomi er i øjeblikket Kina. Særligt er der bekymring omkring mængden af gæld i den kinesiske ejendomssektor. Over de sidste par år er flere prominente ejendomsudviklere begyndt at få det svært, og mange er bekymrede for, at Kina er på vej mod en hård landing. Gælden i den kinesiske ikke-finansielle virksomhedssektor, hvilken inkluderer ejendomsudviklere, svarer til næsten 160% af det kinesiske BNP. En tilsvarende ratio i USA er på ca. 80%. Som vi skrev i sidste uge, er det kinesiske boligmarked hårdt ramt, og en af Kinas største ejendomsudviklere har allerede vist tegn på, at de ikke kan opfylde deres rentebetalinger. De kinesiske myndigheder vil gøre alt for at forhindre, at de store ejendomsudviklere går konkurs, hvilket ville være startskuddet til en finansiel krise i Kina. Skulle Kina komme i en hård finansiel krise, ville det have den største negative effekt på Europa, da store dele af Europa er meget afhængige af Kina, både ift. import og eksport
Figur 1. Markedets forventninger til den amerikanske rente bevæger sig tættere på Fed medlemmernes forudsigelse
Ugen der kommer...
I den kommende uge vil der igen være fokus på amerikansk arbejdsmarked. Tirsdag kommer JOLTS rapporten, der angiver hvor mange nye jobs der bliver skabt i USA. Fredag kommer den helt store og vigtige jobrapport, som for alvor vil kunne skubbe til markederne, hvis der skulle være nogle overraskelser. I Europa kommer der torsdag friske europæiske inflationstal.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.406 | 0,8% | 16,0% |
STOXX Europe 600 | 451 | 0,7% | 9,3% |
OMXC25 | 1.765 | 1,3% | 6,9% |
HSI Index (China) | 17.956 | 0,1% | -6,7% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | 0,4% | 1,3% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | 0,2% | 3,6% |
Globale IG (EUR hedged) | - | 0,4% | 0,9% |
Globale HY (EUR hedged) | - | 0,3% | 4,2% |
EU Virksomhedslån | - | 0,4% | 9,1% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | 1,0% | 4,4% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,24% | -0,02%-point | 0,36%-point |
10-årige DE | 2,56% | -0,06%-point | -0,01%-point |
10-årige DK | 2,85% | -0,07%-point | 0,03%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,90 | 0,8% | -0,6% |
GBP/DKK | 8,69 | -0,5% | 3,5% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 84,48 | -0,4% | -1,7% |
Industrimetaller | 317,91 | 1,8% | -11,8% |
Råvareindeks | 237,62 | 1,3% | -3,4% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 25/08/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum