De sidste par måneder har vist begyndende tegn på en opblødning af det amerikanske arbejdsmarked, men sidste uges jobrapport viser, at jobvæksten i USA langt fra er færdig. Investorerne blev fredag taget på sengen, da arbejdsmarkedsrapporten viste en meget højere jobvækst end ventet. Investorerne tager det relativt pænt og køber ind på narrativet om, at man kan få inflationen ned trods et brandvarmt arbejdsmarked.
Mandag den 9. oktober 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Sidste uge var i høj grad præget af amerikanske arbejdsmarkedsrapporter. Tirsdagens JOLT-jobrapport viste et stærkere end ventet tal for antallet af jobåbninger i USA. Markedet havde for september forventet 8,8 mio. jobåbninger, mens rapporten viste, at der faktisk havde været 9,6 mio. jobåbninger. Den første af ugens tre arbejdsmarkedsrapporter viser dermed et fortsat stærkt arbejdsmarked. Onsdagens ADP-rapport viste derimod lavere end ventet fremgang i beskæftigelsen i USA. Rapporten viste, at der blev skabt 87.000 jobs, mens markedet havde ventet 153.000. Den anden af ugens rapporter viser dermed en opblødning af arbejdsmarkedet. Sidst, men ikke mindst, viste fredagens helt store jobrapport, at der blev skabt 336.000 nye jobs i USA, mens markedet havde forventet 170.000 skabte jobs. Tallet kommer dermed ud næsten dobbelt så højt, som markedet havde forventet. Ikke nok med det overraskende tal for september, så blev også de to forrige måneder oprustet med samlet 119.000 jobs. Den høje jobskabelse var særligt drevet af restauranter, det offentlige, uddannelse og sundhedsvæsenet. Modsat de seneste måneders tendenser med, at arbejdsmarkedet i USA er ved at bløde op, så viser fredagens rapport, at det langt fra er tilfældet.
Figur 1. Overraskende høj jobvækst i USA i september
Aktiemarkedet faldt i første omgang oven på udgivelsen af rapporten, men vendte rundt i løbet af dagen og endte med en flot stigning, da markedet lukkede i USA fredag. Hvad der præcis driver markedets positive reaktion kan være svært at forstå. Man ville i første omgang tænke, at en stærk arbejdsmarkedsrapport i den nuværende situation med høje renter burde være skidt, da det alt andet lige vil føre til flere renteforhøjelser. Men fredagens arbejdsmarkedsrapport inkluderer også godt nyt for den amerikanske centralbank, FED, i form af beskedne lønstigninger. Lønstigningerne i september var på beskedne 0,2%, hvilket er acceptabelt i relation til FEDs inflationsmål på 2%. Den årlige lønstigningstakt aftog fra 4,3% til 4,2%. Det tyder dermed på, at markedet køber ind i et narrativ om, at man i USA er i stand til at skabe en masse nye arbejdspladser, uden at lønvæksten stiger. Det styrker dermed troen på den bløde landing, hvor arbejdsmarkedet forbliver stærkt, inflationen kommer ned, og aktiviteten forbliver intakt. For at narrativet holder, bliver det dog altafgørende i den kommende uge, at de amerikanske inflationstal fortsætter med at falde.
Figur 2. Udviklingen i amerikansk 10-årige statsrente samt ledende aktieindeks
Den 10-årige statsrente er steget mere end 60 basispunkter de sidste par uger og ligger nu i 4,8% – det højeste niveau siden 2007. I samme periode er markedets inflationsforventninger kun steget marginalt, og realrenterne er derfor skudt i vejret. Langt de fleste nøgletal – bortset fra fredagens arbejdsmarkedsrapport – har været i tråd med forventningerne.
Økonomien har derfor ikke givet overraskelser nok til, at renterne skulle stige så hastigt som de har, samtidig med at kerneinflationen er fortsat ned. Det kan derfor virke overraskende, at renterne er steget så voldsomt, som de er. En del af forklaringen kan findes i en række faktorer, der har været med til at påvirke en stigning i udbuddet af obligationer uden at efterspørgslen er fulgt med. For det første har der været en rekordstor udstedelse af lange amerikanske obligationer, alt imens efterspørgslen har været lav, da langt de fleste amerikanske investorer i forvejen har haft en overvægt af varighed i deres obligationsportefølje.
Derudover er FED er i gang med at reducere deres balance, og dermed sælger fra af obligationer, samtidig med at også efterspørgslen af amerikanske obligationer er faldet i Kina og Japan. Derfor har man en situation, hvor renterne stiger på grund af mismatch mellem udbud og efterspørgsel. De højere renter bidrager til strammere finansielle vilkår og truer de amerikanske vækstprognoser for 2024, hvilket potentielt kan få FED til at fremrykke rentenedsættelser.
Ugen der kommer...
Den kommende uge kommer til at stå i inflationens tegn. Vigtigst for retningen på markedet bliver torsdagens amerikanske inflationstal, men der kommer også inflationstal fra Danmark, Norge, Sverige og Kina.
Især højere benzinpriser har presset den samlede inflation opad de seneste måneder i USA, mens kerneinflationen er fortsat med at falde. I september ventes både den samlede inflation og kerneinflationen at være faldet tilbage. Den samlede inflation ventes at falde fra 3,7% til 3,6%, mens kerneinflationen ventes at falde fra 4,3% til 4,1%.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.309 | 0,5% | 13,7% |
STOXX Europe 600 | 445 | -1,2% | 7,9% |
OMXC25 | 1.677 | -1,4% | 1,6% |
HSI Index (China) | 17.486 | -1,8% | -8,5% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,2% | 0,1% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | -0,6% | 3,3% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -1,1% | -1,5% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -1,1% | 2,9% |
EU Virksomhedslån | - | -0,6% | 9,8% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | -2,3% | 0,4% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,80% | 0,23%-point | 0,93%-point |
10-årige DE | 2,88% | 0,04%-point | 0,32%-point |
10-årige DK | 3,19% | 0,07%-point | 0,36%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 7,05 | 0,7% | 1,5% |
GBP/DKK | 8,62 | 0,2% | 2,7% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 84,58 | -11,3% | -1,5% |
Industrimetaller | 315,06 | -3,7% | -12,6% |
Råvareindeks | 232,54 | -2,1% | -5,4% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 06/10/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum