Høj inflation har presset centralbanker verden over til at stramme pengepolitikken, hvilket har ført til kraftigt stigende renter og frygt for, at den globale vækst står over for en kraftig opbremsning.
Kombinationen af stigende renter og vækstbekymringer har betydet, at både obligationer og aktier har oplevet betydelige kursfald, og en traditionel portefølje med aktier og obligationer har derfor haft det svært i år.
Når du skal vurdere dit afkast, kan du bruge denne målestok:
· 100% globale aktier: Over -13,2% er godt
· Blandet portefølje med 50% globale aktier: Over -11,6% er godt
· Lav risiko med 30% globale aktier: Over -10,4% er godt
Tommelfingerregler er gode, fordi de er enkle, men ofte er virkeligheden mere nuanceret.
Hvis man ser på de enkelte investeringer, har de givet følgende afkast:
· Globale aktier: -13,2%, og valutaafdækket -18,4%
· Danske aktier: -16,8%
· Danske mellemlange obligationer: -6,9%
· Emerging markets-obligationer: -18,4%
· High yield-obligationer: -16,2%
· Investment grade-obligationer: -13,9%
Har du sammensat din portefølje nogenlunde fornuftigt, så har du et resultat, som samlet set er negativt med 10 – 12% afhængigt af aktieandelen.
Udviklingen på de finansielle markeder vil i resten af 2022 hovedsageligt blive dikteret af inflationsudviklingen og deraf centralbankernes mulighed for at dosere rentestigninger i et tempo, der ikke fører til en hård økonomisk opbremsning.
Aktiekursfaldene og rentestigningerne i første halvdel af 2022 vidner dog om, at opbremsningen, i hvert fald delvist, er indpriset i markedet, og at ikke kun aktier, men nu også traditionelle danske realkreditobligationer, igen tilbyder et fornuftigt langsigtet afkast.