SDG
Secure SDG Fund har til formål at investere i Danish Sustainable Development Goals Investment Fund I K/S (SDG Equity Fund eller Fonden) – en fond, som er etableret af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) i samarbejde med seks større danske pensionsselskaber. Fonden skal gennem kommercielle investeringer i den private sektor i udviklingslande bidrage til realiseringen af FN’s verdensmål. Som en del af investeringsstrategien, vil Fonden fokusere på investeringer med danske investorer, teknologier og kompetencer. Fonden bygger videre på IFUs mere end 50 års erfaring med investeringer i udviklingslande.
Fonden vil have fokus på at inkludere danske erhvervskompetencer i projektselskaberne og dermed bidrage til salg af dansk teknologi og know-how. Fonden vil udelukkende foretage investeringer i projekter, som er kommercielt bæredygtige og forventes at kunne opnå de ønskede afkast.
Fonden vil gennem en målrettet investeringsstrategi yde et positivt bidrag til flere af FNs verdensmål, som afskaffelse af fattigdom, anstændige jobs og økonomisk vækst og partnerskab for handling. Derudover forventes investeringer inden for særlige strategiske sektorer at medvirke til at stoppe sult, opnå ligestilling mellem kønnene, udvikle robust infrastruktur og bæredygtig industrialisering og bæredygtig energi og klimaindsats. Fonden vil blive drevet på markedsmæssige vilkår og skal sikre investorerne et konkurrencedygtigt afkast.