Den førende AI chip-designer NVIDIA stjal endnu engang de helt store overskrifter i markedet, da de ovenpå deres stærke regnskab oplevede den største stigning i markedsværdi for et selskab på en enkelt dag. Referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank afslører, at der er bekymringer om at sætte renten ned for tidligt, og at der er behov for mere data, der bekræfter, at inflationen bevæger sig ned mod de 2%.
Mandag den 26. februar 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
NVIDIA løb endnu engang med de helt store overskrifter i den forgangne uge, da de leverede et rekordspring i markedsværdi for en aktie på én dag. NVIDIAs markedsværdi steg torsdag med hele USD 277 mia., da aktiekursen steg 16% efter offentliggørelsen af et regnskab, der slog de allerede meget høje forventninger. For 2023 øgede NVIDIA deres omsætning med hele 126 pct. Men det er særligt i fjerde kvartal af 2023, hvor salget har taget fart. Sammenlignet med samme kvartal året før, øgede NVIDIA deres omsætning i fjerde kvartal med 265 pct. og nåede dermed en omsætning i kvartalet på USD 22,1 mia.. Det var vigtigt for hele markedet, at NVIDIAs regnskab levede op til forventningerne, da det beviser, at AI-bølgen ikke blot er en ny IT-boble, hvor aktier stiger på forventninger, som den faktiske indtjening i selskaberne ikke kan indfri.
Referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank fortæller, at medlemmerne af rentekomiteen bekymrer sig om at sætte renten ned for tidligt. Medlemmerne fremhævede, at der er en bred usikkerhed omkring, hvor længe styringsrenten skal holdes på det høje niveau, før de kan være komfortable med at sige, at inflationen er nede på et acceptabelt niveau.
Der var generel enighed om, at det vil være nødvendigt med yderligere data, der bekræfter et mere vedvarende fald i inflationen, før rentenedsættelser kommer på dagsordenen. Referatet underbygger de seneste ugers ændring i markedets forventning til renten med, at den første rentenedsættelse først kommer senere på året, og at der vil være færre rentenedsættelser i år end først ventet af markedet. Aktuelt forventer markedet, at den første rentenedsættelse i USA kommer i juli, og at der i løbet af 2024 vil komme tre rentenedsættelser (af 25 basispunkter) i alt. Det vil altså betyde, at renten i løbet af året samlet vil blive sat 0,75%-point ned, og den amerikanske styringsrente vil dermed ende året i 4,75%. I Europa venter markedet den første rentenedsættelse i juni og samlet fire rentenedsættelser i løbet af året. Dermed vil den europæiske styringsrente slutte året på 3%. Med nuværende forventninger vil renteniveauet i både USA og Europa slutte året på et restriktivt niveau, og det bliver interessant at følge, hvor længe økonomierne kan blive ved med at absorbere de høje renter.
Figur 1. Udvikling i amerikansk 10-årig statsrente og ledende aktieindeks
Den økonomiske data i sidste uge var en blandet omgang. PMI-tal fra euroområdet viste en uventet stor stigning i PMI-tallet for servicesektoren, der steg fra 48,4 til 50,0. Det er første gang siden juli sidste år, at tallet ikke ligger under 50, hvilket angiver en tilbagegang i aktiviteten. PMI-tallet for industrien skuffede derimod ved at falde fra 46,6 til 46,1. Det har ikke været over 50 siden juni 2022. Med det uventede fald bryder PMI-tallet for industrien også den stigende trend, vi ellers har set over de seneste måneder. PMI-tallene i USA fortsætter med at vise fremgang i den økonomiske aktivitet i både servicesektoren og industrien. PMI-tallet for industrien steg fra 50,7 til 51,1, mens PMI-tallet for servicesektoren faldt fra 52,5 til 51,3.
Den danske BNP-vækst viste sig overraskende stærk med en vækst på hele 2% i fjerde kvartal sidste år. Også væksten i 3. kvartal blev revideret op fra –0,7% til +0,4%, hvilket samlet giver en markant vækstfremgang i løbet af andet halvår. For hele året lander BNP-væksten for Danmark på 1,8%.
Ugen der kommer...
En stor del af den kommende uge vil endnu engang stå i inflationens tegn. Torsdag kommer der amerikanske PCE-inflationstal, som har vist sig at være den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål. Dette tal kan potentielt sætte agendaen frem mod det næste rentemøde i centralbanken.
Fredag kommer det samlede inflationstal for euroområdet. Forventningen er, at inflationen på årsbasis vil falde yderligere tilbage, særligt da inflationen i februar sidste år steg kraftigt. Basiseffekten peger derfor i retning af lavere inflationstal for både den overordnede og kerneinflationen.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 5.089 | 1,7% | 6,9% |
STOXX Europe 600 | 497 | 1,2% | 4,0% |
OMXC25 | 1.913 | -0,6% | 4,4% |
HSI Index (China) | 16.726 | 2,4% | -1,9% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | 0,1% | -1,0% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | 0,2% | 0,6% |
Globale IG (EUR hedged) | - | 0,4% | -1,2% |
Globale HY (EUR hedged) | - | 0,4% | 0,6% |
EU Virksomhedslån | - | 0,2% | 1,8% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | 0,1% | -0,5% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,25% | -0,03%-point | 0,37%-point |
10-årige DE | 2,36% | -0,04%-point | 0,34%-point |
10-årige DK | 2,47% | -0,05%-point | 0,21%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,89 | -0,4% | 2,2% |
GBP/DKK | 8,73 | 0,1% | 1,5% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 81,62 | -2,2% | 5,9% |
Industrimetaller | 317,83 | 1,4% | -3,0% |
Råvareindeks | 220,80 | -0,8% | -2,5% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 23/02/2024