Trump-administrationen har igen sat handelspolitik på dagsordenen med annonceringen af en 25% told på stål og aluminium, samt en undersøgelse af gengældelsestold, der kan ramme EU. Samtidig har Trump intensiveret diplomatiske bestræbelser på en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, hvilket skaber både håb og bekymringer for Europa. Nye inflationstal fra USA viste højere end ventet prisstigninger, hvilket øger presset på Federal Reserve og mindsker sandsynligheden for en snarlig rentesænkning. Markederne står over for fortsat usikkerhed, mens investorer rådes til diversificering.
17. februar 2025
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Handelspolitik har igen været på dagsordenen, efter at Trump-administrationen annoncerede en 25% told på importeret stål og aluminium fra alle USA’s handelspartnere. Annonceringen havde ikke den store effekt på markederne, da denne var ventet på forhånd og i tråd med toldsatser indsat i Trumps første præsidentperiode. Selvom markedet ellers var forberedt på yderligere annonceringer om toldsatser, kom Trump ikke med yderligere konkrete tiltag i de efterfølgende dage. Dog har Trump-administrationen beordret en undersøgelse af gengældelsestold, hvor USA vil justere toldsatser for at matche andre landes eksisterende handelsrestriktioner mod amerikanske varer. Gengældelsestolden kan potentielt betyde store toldsatser på f.eks. varer fra EU, da Trump-administrationen synes at anse moms, der betales i EU, som det samme som importtold. Annonceringen var dog i sig selv relativt vag, med en deadline den 1. april for at undersøge omfanget af gengældelsestolden.
I et pressemøde efter annonceringen af gengældelsestolden anerkendte Trump for første gang, at ændringer i handelspolitik midlertidigt kan føre til højere inflation. En relativt stor ændring i Trumps retorik, der ellers gennem hele valgkampen og den første tid i Det Ovale Kontor har nægtet, at toldsatser fører til andet end højere offentlige indtægter og en stærkere position for USA globalt. Dermed ser det nu ud til, at den globale toldsats, som Trump havde lovet under sin valgkampagne, ikke bliver en realitet. Markedet havde på forhånd frygtet denne globale toldsats og reagerede derfor positivt på indikationer om, at den ikke længere er nærtstående. Det bliver spændende at følge retorikken i den kommende måned frem mod 1. april, der ser ud til at blive kulminationen på Trumps annonceringer af handelspolitik og -krig.
Trumps administration har ligeledes intensiveret sit diplomatiske pres for at fremme en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine. Trump havde i løbet af ugen samtaler med både Putin og Zelensky. Trump synes opsat på at skabe “fred”, selv hvis det indebærer, at Ukraine opgiver det land, de på nuværende tidspunkt har tabt. Dette har vakt håb om en positiv økonomisk effekt for Europa, men også bekymringer om, hvorvidt en aftale vil give Rusland en stærkere position, som kan udgøre en risiko for Ukraine og EU-landene på lang sigt.
Et potentielt fredsforlig vil ikke nødvendigvis betyde en genopblomstring af russisk energieksport til EU, ligesom europæiske lande muligvis vil fastholde deres oprustningsstrategier. Derudover vil genopbygningen af Ukraine medføre store økonomiske omkostninger, hvilket kan påvirke EU-landenes offentlige finanser.
På den økonomiske front kom der i denne uge nye inflationstal fra USA. Tallene var dårlige nyheder for Trump og hans inflationspolitik. De viste en højere inflation end forventet, med den overordnede inflation stigende fra 2,9% til 3,0% sammenlignet med et år tidligere (mod forventede 2,9%) og en kerneinflation, der steg fra 3,2% til 3,3% (mod forventede 3,1%). Den højere end ventede inflation var bredt funderet på tværs af varegrupper, men særligt serviceinflationen er begyndt at accelerere.
Disse tal har sat yderligere pres på Federal Reserve, da den vedvarende høje inflation mindsker sandsynligheden for en rentesænkning i marts. Markedet prissætter nu, at den amerikanske centralbank vil foretage 1,5 rentenedsættelse af 25 basispunkter i 2025. Dermed forventes den amerikanske styringsrente at slutte året i et niveau mellem 4,25%-4,00%.
Den overordnede markedsudvikling peger på fortsat usikkerhed omkring renteudviklingen i USA, men med indikationer af en “higher for longer”-strategi. Både vækst, jobmarked og inflation er stadig på et relativt højt niveau, hvilket betyder, at investorer bør forvente en fastholdelse af høje renter i en længere periode.
På baggrund af dette anbefales investorer fortsat at diversificere deres eksponering inden for obligationer og kredit med både fast og variabel rente for at imødekomme den fortsatte usikkerhed i renteudviklingen.
Ugen der kommer...
Den kommende uge vil endnu engang have fokus på global politik. Ugen vil dog være stille på nøgletalsfronten.