Den store amerikanske jobrapport viste på overfladen en pæn jobskabelse, men den er i høj grad drevet af kortsigtede faktorer som genopretning af arbejdspladser efter orkansæsonen samt afslutningen på en strejke. Samtidig steg arbejdsløsheden igen til 4,2 %. I Europa stiger den politiske usikkerhed med udgangspunkt i Frankrig, efter sidste uges mistillidsvotum mod den siddende premierminister.
9. december 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Den forgangne uge bød på en række vigtige nøgletal. ISM-tallet for fremstillingssektoren steg fra 46,5 til 48,4 i november, hvilket oversteg markedets forventninger på 47,5. Selvom dette fortsat indikerer en tilbagegang i aktiviteten, markerer det det højeste niveau i fem måneder. Forbedringen skyldes primært en markant stigning i nye ordrer, som for første gang siden marts bevægede sig ind i ekspansionsområdet. Årsagen bag denne udvikling er dog uklar. En mulighed er, at højere efterspørgsel driver fremgangen, hvilket peger mod fortsat forbedring i sektoren fremadrettet. En anden mulighed er, at virksomhederne fremskynder ordrer og opbygger lagre forud for forventede toldsatser fra Trump-administrationen.
I servicesektoren faldt ISM-indekset betydeligt fra 56 til 52,1, hvilket var markant under forventningen på 55,5. Dette fald repræsenterer det næststørste månedlige fald siden 2022. Selvom sektoren fortsat vokser, sker det nu i et langsommere tempo. Virksomheder rapporterede en bredere afmatning i aktiviteten og en mindre stigning i prispresset.
Aktiviteten i fremstillingssektoren er i bedring
Jobskabelsen i USA stiger igen
Den store amerikanske jobrapport for november viste en højere end ventet jobskabelse med 227.000 nye jobs mod kun 12.000 i forrige måned. Samtidig blev forrige måneds tal opjusteret med 24.000 jobs, hvilket på overfladen giver et indtryk af en meget stærk rapport. Den accelererende jobvækst skyldes dog delvist kortvarige faktorer som genoptagelse af arbejde efter orkansæsonen i USA samt afslutningen på strejker blandt Boeing-medarbejdere. Samtidig steg arbejdsløsheden fra 4,1% til 4,2%, drevet af et fald i arbejdsstyrkens deltagelsesrate, hvilket indikerer en stigning i antallet af ledige personer. Jobvæksten var koncentreret i sektorer som sundhedsvæsen, offentlig administration samt fritid og gæstfrihed, der tilsammen stod for næsten tre fjerdedele af væksten det seneste år. Til gengæld faldt beskæftigelsen i detailhandlen for anden måned i træk, hvilket skaber usikkerhed omkring forbrugernes robusthed midt i julesæsonen.
I Europa er politisk ustabilitet kommet på dagsordenen, med Frankrig i centrum. Den franske regering kollapsede efter et mistillidsvotum rettet mod premierminister Michel Barnier – det første af sin slags i mere end 60 år. Mistillidsvotummet kom i kølvandet på premierministerens forsøg på at bruge en omdiskuteret lov til at gennemtvinge en finanslov uden afstemning i parlamentet. Den ønskede finanslov indeholdt omfattende besparelser på de offentlige finanser i et forsøg på at reducere det store budgetunderskud og nedbringe den offentlige gæld. Den væltede regering har øget investorernes nervøsitet for, at der ikke vil blive iværksat tiltag til at reducere de løbende underskud i Frankrig.
Samtidig stiger de politiske spændinger i Tyskland, hvor et muligt valg til Forbundsdagen kan finde sted i februar. Denne politiske uro har medført den største forskel mellem de franske og tyske 10-årige statsrenter siden statsgældskrisen i 2011-2012. Til sammenligning er danske statsrenter faldet, understøttet af Danmarks stærke offentlige finanser.
Ugen der kommer...
Den kommende uge byder på flere væsentlige begivenheder fra både USA og Europa. Onsdag offentliggøres friske inflationstal fra USA, hvor det forventes, at kerneinflationen falder yderligere tilbage. I Europa er der torsdag rentemøde i Den Europæiske Centralbank, hvor forventningen er, at renten vil blive sænket med yderligere 25 basispunkter til 3,0%.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 06/12/2024