Euroområdet viser fortsat robusthed med rekordlav arbejdsløshed på 6,2% og inflation tæt på ECB’s mål, hvilket understøtter forventningen om uændrede renter. I USA peger svage jobtal og stigende arbejdsløshed mod en afmatning i væksten, trods enkelte positive ISM-signaler. Markedet har fuldt indpriset en rentenedsættelse fra FED i næste uge samt yderligere lempelser i 2025. Amerikanske statsrenter er faldet markant den seneste måned i takt med forventningerne om lavere styringsrente.
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
De seneste nøgletal understreger en markant divergens mellem den økonomiske udvikling i euroområdet og USA – en forskel, der i stigende grad sætter retningen for pengepolitikken på hver side af Atlanten.
Euroområdet fortsætter med at overraske positivt. Arbejdsløsheden faldt i juli fra 6,3% til 6,2%, det laveste niveau nogensinde målt. Inflationen holder sig tæt på centralbankens målsætning om 2%: kerneinflationen forblev stabil på 2,3%, og den samlede inflation steg marginalt fra 2,0% til 2,1% i august, drevet af højere tyske priser. Disse tal bekræfter billedet af en stabil økonomi og reducerer presset på ECB for yderligere lempelser. Væksten i Europa er fortsat moderat, men trods alt positiv. De seneste PMI-tal viser dog, at aktiviteten er på vej tilbage, samtidig med at centralbanken er lykkedes med at bringe inflationen ned til et stabilt niveau tæt på målsætningen. Markedet forventer derfor, at ECB fastholder renten uændret på næste uges møde, og der er for nuværende ikke udsigt til flere rentenedsættelser i den nærmeste fremtid. Europa er dog udsat på den politiske front, hvor særligt Frankrig fortsat kæmper med mistillidsvotum mod premierministeren.
På den anden side af Atlanten tegner der sig et mere bekymrende billede. Trump fyrede i sidste måned statistikchefen for U.S. Bureau of Labor Statistics, der udgiver ”kongetallet” for det amerikanske arbejdsmarked, Non-farm Payrolls. Derfor var markedet ekstra spændt og påpasseligt ved fredagens offentliggørelse af jobtallene for august. Tallene var endnu en gang skuffende og viste, at der i august blev skabt blot 22.000 jobs mod ventede 75.000. Samtidig blev de foregående måneder nedjusteret med 73.000 jobs, så jobskabelsen i juni nu er negativ med -13.000 jobs. Arbejdsløsheden steg fra 4,2% til 4,3%, det højeste niveau siden 2021 – men fortsat lavt i et historisk perspektiv. Selvom fyringer fortsat er begrænsede, er balancen på arbejdsmarkedet skrøbelig, og vækstmotoren mister fart.
De seneste ISM-tal viser dog en anelse fremgang i aktiviteten. ISM-indekset for fremstillingssektoren steg fra 48,0 til 48,7, men ligger fortsat under grænsen på 50, der adskiller fremgang fra tilbagegang i den økonomiske aktivitet. Til gengæld steg New Orders overraskende fra 47,1 til 51,7, hvilket signalerer en uventet tilgang af nye ordrer i industrien. ISM-indekset for servicesektoren steg fra 50,1 til 52,0 og fortsætter dermed med at vise en positiv udvikling i aktiviteten.
Samlet set ser markedet dog en risiko for afmatning i den amerikanske vækst, særligt med tanke på arbejdsmarkedet. Markederne har derfor fuldt indpriset en rentenedsættelse fra centralbanken, FED, i næste uge og næsten tre rentenedsættelser inden udgangen af 2025. Dette vil bringe styringsrenten fra nuværende 4,5% til 3,75%. De amerikanske renter har derfor også været faldende den seneste måned, hvor den 2-årige statsrente er gået fra 3,75% til 3,50%, mens den 10-årige er faldet fra 4,30% til 4,10%.
Ugen der kommer...
I den kommende uge vil fokus være rettet mod amerikansk inflation og rentemøde i den europæiske centralbank, ECB. Udviklingen i den amerikanske inflation er særlig vigtig, med FEDs dilemma om en fortsat høj inflation og et arbejdsmarked, der begynder at vise de første svaghedstegn. Konsensus forventer en inflation på 2,9% år-til-år, op fra 2,7% i juli. Kerneinflationen ventes at forblive uændret på 3,1% år-til-år.
De seneste afkasttal