Powell gjorde det i den forgangne uge klart, at den amerikanske økonomi er klar til, at centralbanken løsner grebet og begynder med rentenedsættelser. Et mindre overophedet arbejdsmarked end først antaget samt en inflation, der er på vej mod målsætningen, har bekræftet centralbanken i, at tiden er inde.
Mandag d. 26. august 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Efter et par uger med store bevægelser på markederne fik vi i sidste uge en relativt stille en af slagsen. De amerikanske aktier, særligt amerikanske tech-aktier, tog dog endnu en tur op fredag aften, efter lovning om rentenedsættelse fra selveste Jerome Powell, direktør for den amerikanske centralbank, FED.
På det årlige symposium i Jackson Hole, der omhandler amerikansk pengepolitik, havde den amerikanske centralbanksdirektør, Jerome Powell, et meget klart budskab: Den amerikanske økonomi er klar til rentenedsættelser. Powell slog fast, at FED er overbevist om, at inflationen i USA er sikkert på vej mod målsætningen om 2% – i juli var den overordnede inflation på 2,9%, og kerneinflationen på 3,3%. Inflationen i juli er fortsat for høj, men Powell og co. er overbeviste om, at trenden fortsat vil være nedadgående.
Den store revision af arbejdsløshedstallene, som blev offentliggjort i sidste uge, har givet FED overbevisning om, at arbejdsmarkedet i USA ikke er så overophedet, som det ellers hidtil har været forstået. Antallet af nyoprettede jobs i perioden fra april 2023 til marts 2024 blev revideret ned med hele 818.000 jobs. Denne justering betyder, at den gennemsnitlige jobvækst pr. måned i perioden falder fra 242.000 til 174.000. Et mindre ophedet arbejdsmarked mindsker risikoen for en pris-løn-spiral, hvor høj inflation giver lønmodtagere mindre købekraft, hvilket fører til krav om lønstigninger, som igen dækkes af virksomhederne med højere priser. Lønstigningerne har ligeledes været aftagende til 3,6% i juli. Alt i alt bekræfter dette FED i, at den amerikanske økonomi er moden til, at centralbanken kan løsne grebet om økonomien med den stramme pengepolitik og begynde med de første rentenedsættelser. Powell signalerer meget tydeligt en rentenedsættelse på det kommende rentemøde i september, men at de efterfølgende vil blive defineret ud fra kommende økonomiske nøgletal.
Markedet forventer 9 rentenedsættelser i USA inden udgangen af 2025
Udvikling i ledende aktieindeks samt 10-årig amerikansk statsrente
Aktuelt forventer markedet fire rentenedsættelser i år i USA, svarende til en samlet rentenedsættelse på 1,00%, hvilket vil bringe renten fra de nuværende 5,50% til 4,50%. For 2025 forventer markedet yderligere fem rentenedsættelser i USA – svarende til en yderligere reduktion på 1,25%, hvilket vil føre til en amerikansk styringsrente på 3,25% ved udgangen af 2025. I Europa, hvor vi allerede har haft den første rentenedsættelse, er forventningerne en anelse mere afdæmpede. Her forventer markedet yderligere 2-3 rentenedsættelser i år, hvilket vil bringe den europæiske styringsrente fra de nuværende 3,75% til 3,25%-3,00%.
I Europa bød sidste uge på friske PMI-tal, der giver en indikation på væksten. PMI-tallet for fremstillingssektoren i Europa faldt fra 45,8 til 45,6 og fortsætter dermed sin lange række af vurderinger under 50, som er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang i den økonomiske aktivitet. PMI-tallet for servicesektoren steg fra 51,9 til 53,3, hvilket i høj grad var drevet af bidraget fra Frankrig i forbindelse med OL-relaterede aktiviteter. Tilbagegangen i fremstillingssektoren skal ses i forlængelse af det seneste tab af momentum i fremstillingssektoren i Kina.
Ugen der kommer...
Den kommende uge vil stå i inflationens tegn, med vigtige inflationstal for både USA og Europa. Inflationstallene for Europa begynder torsdag med tal fra Tyskland og Spanien, mens tal for hele euroområdet kommer fredag. Forventningen er på forhånd en nedgang i den samlede inflation fra 2,6% til 2,3%, hvilket kan berolige Den Europæiske Centralbank i forhold til en ny rentenedsættelse på rentemødet i ECB den 12. september. I USA er det de såkaldte PCE-inflationstal, der offentliggøres fredag. PCE-inflationstallet er FEDs foretrukne mål og kan derfor potentielt styrke forventningen om yderligere rentenedsættelser.
Endelig kommer NVIDIA med regnskab onsdag, hvilket kan føre til store bevægelser på aktiemarkedet.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 23/08/2024