Den amerikanske jobrapport er forsinket pga. regeringsnedlukning, hvilket øger usikkerheden før FEDs rentemøde. ADP og Challenger-data viser svækket jobvækst, mens JOLTS indikerer stagnerende efterspørgsel. ISM-tallene peger mod stagflation med svag vækst og højt prispres. I Europa steg inflationen let, men kerneinflationen forblev stabil, hvilket understøtter ECB’s afventende rentepolitik.
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Den første fredag i måneden bringer typisk den nyeste status på det amerikanske arbejdsmarked. Men efter at Kongressen ikke formåede at vedtage en finansieringslov inden tirsdagens deadline for regnskabsårets afslutning, er den amerikanske regering blevet lukket ned, hvilket forhindrer offentliggørelsen af den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport (Non-farm payrolls). Det efterlader investorer og økonomer med en række sekundære indikatorer, som tegner et blandet billede af arbejdsmarkedets tilstand.
ADP-rapporten overraskede negativt med et fald på 32.000 private job i september – det første tilfælde af to på hinanden følgende måneder med jobtab siden COVID-krisen i 2020. Samtidig viste Challenger-rapporten, at virksomhedernes ansættelsesplaner fortsætter med at falde markant, mens JOLTS-data indikerede, at antallet af ledige stillinger nu ligger tæt på antallet af arbejdssøgende. Det tyder på, at efterspørgslen efter arbejdskraft stagnerer, men ikke kollapser.
Samlet set peger indikatorerne på en afmatning i jobvæksten, primært drevet af svagere udbudsvækst snarere end et akut behov for efterspørgselsstimuli. Dog er risikobilledet begyndt at vippe mod nedsiden, og fraværet af den officielle jobrapport øger usikkerheden frem mod det kommende rentemøde i den amerikanske centralbank, FED, senere i oktober. Bliver uenighederne i Kongressen hurtigt løst, er der en sandsynlighed for, at vi vil få den vigtige arbejdsmarkedsrapport med en forsinkelse.
Uafhængig af den føderale nedlukning, kom der i sidste uge friske tal for aktiviteten i den amerikanske økonomi. ISM-tallet for fremstillingssektoren forblev uændret på 49, hvilket bekræfter den vedvarende kontraktion i industrien. Mere bekymrende var dog, at ISM-tallet for servicesektoren faldt til 50,0 i september fra 52,0 i august – under konsensusforventningen på 51,7. Også nye ordrer i både fremstillingssektoren og servicesektoren faldt, mens beskæftigelseskomponenten forblev i kontraktion. Samtidig steg prisindekset til 69,4 – det næsthøjeste niveau siden oktober 2022 – hvilket indikerer, at inflationært pres stadig er til stede trods svagere vækst. Samlet set peger indikatoren derfor mod stagflation i den amerikanske økonomi.
Den føderale nedlukning, udløst af manglende enighed mellem Demokrater og Republikanere om en midlertidig finansieringsaftale, har skabt usikkerhed, men den direkte makroøkonomiske effekt vurderes begrænset. Forsinkelser af økonomisk data og fyringer i den offentlige sektor – som Trump har truet med – øger den generelle usikkerhed omkring, hvor økonomien står. Det gør også opgaven for FED sværere frem mod den næste rentebeslutning og vil umiddelbart øge sandsynlighed for endnu en rentenedsættelse. Markedet priser aktuelt 94,6% sandsynlighed for en rentenedsættelse.
Midt i nedlukningen har højesteret blokeret for Trumps forsøg på at fyre FED-guvernør Lisa Cook, hvilket sikrer hendes deltagelse på oktober mødet – en sejr for centralbankens uafhængighed.
På trods af den politiske uro viste de finansielle markeder stigende risikoappetit i sidste uge. S&P 500 og Nasdaq 100 nåede nye rekordhøjder, drevet af optimisme omkring kunstig intelligens efter OpenAIs kapitalrejsning på $6,6 mia., hvilket værdiansætter virksomheden til $500 mia.
I Europa steg inflationen til 2,2% i september fra 2,0% i august, primært som følge af baseeffekter på energipriser. Kerneinflationen forblev stabil på 2,3%, og både prisudviklingen i services og kernevarer var stort set uændret. Arbejdsløshedstallene steg en anelse fra 6.2% til 6,3%, men det er fortsat et historisk lavt niveau. Alt i alt styrker det forventningen om, at ECB vil holde renterne uændrede i den nærmeste fremtid og understøtter en afventende strategi, hvor inflationen forventes at holde sig tæt på målet resten af 2025 og ind i 2026.
Ugen der kommer...
Den kommende uge byder på en relativt let kalender hvad angår makroøkonomiskdata. Hvis nedlukningen ophører, kan den forsinkede amerikanske jobrapport blive offentliggjort.
De seneste afkasttal