Mens vi venter på det amerikanske valg, har vi haft en begivenhedsrig uge. Fortsat stærk vækst i USA, mens væksten i Europa er langt mere moderat. Inflationen i både Europa og USA viser sig vedvarende, og særligt inflationen på services er længe om at nærme sig centralbankernes mål om 2%. Den store jobrapport skuffede, men viste sig som en fuser, da tallene i høj grad er påvirket af de nylige orkaner, der har haft stor indvirkning på arbejdsstyrken i den sydøstlige del af USA.
Mandag den 4. november
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Den forgangne uge bød på flere vigtige nøgletal fra både Europa og USA. Historien det sidste lange stykke tid har været, at væksten i USA er overraskende stærk, mens væksten i Europa halter lidt efter. Derfor er der også en forventning om, at renten i Europa vil blive sat hurtigere ned end i USA. Der var derfor spænding omkring sidste uges udgivelse af væksttal for både Europa og USA. I USA steg BNP med 2,8% i tredje kvartal, hvilket er en mindre nedgang fra 3,0% i andet kvartal. Euroområdet overraskede positivt med en vækst på 0,4%, trukket op af en stærkere end forventet tysk økonomi og effekterne af OL i Frankrig. Det skal dog siges, at den stærkere end ventede vækst i Tyskland fortsat er tæt på 0% – man havde forventet et fald på 0,1%, men endte overraskende med en fremgang på 0,2%. Uden disse faktorer var væksten flad, med Spanien som undtagelsen med robust vækst. Kina viser også tegn på bedring med en stigning i den sammensatte PMI til 50,8, hvilket indikerer en genopretning efter sommerens nedgang.
Inflationen i euroområdet steg i oktober fra 1,7% til 2,0% målt i forhold til 12 måneder tidligere, hvilket var en større stigning end forventet på 1,9%. Den højere inflation er drevet af energi og fødevarer, mens kerneinflationen forbliver uændret på 2,7%. På månedsbasis steg servicepriserne 0,3%, mens inflationen på varer steg 0,0%. Dette peger mod en vedvarende serviceinflation, hvilket understøttes af et arbejdsmarked, der fortsat er relativt stærkt – arbejdsløsheden i Europa faldt til 6,3% i september. I USA viste kerne PCE-inflationen, som er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, at inflationen fortsat er vedvarende med en kerneinflation på 2,7%. Der er fortsat et stykke til centralbankens målsætning om 2,0%, og det bliver spændende at se, hvordan centralbanken forholder sig til inflationen på det kommende rentemøde torsdag i denne uge.
Europæisk inflation, kerneinflation vil ikke nærme sig de 2%
Jobskabelsen i USA tog et stort slag, men det skal ses med forbehold
Ugens vel nok største udgivelse endte med at blive lidt af en fuser. Markedet fulgte spændt med ved udgivelsen af den store amerikanske jobrapport (Nonfarm Payrolls), der skuffede stort og viste en jobskabelse på 12.000, mens der på forhånd var ventet 100.000 skabte jobs. Arbejdsløsheden i USA forbliver lav på 4,1%, men jobskabelsen skuffede med kun 12.000 nye job i oktober, langt under de forventede 100.000. Tallene er dog påvirket af de nylige orkaner, og markedet reagerede med moderate aktiekursstigninger og faldende renter. Mange havde også ventet, at rapporten ville blive “vild” på grund af orkanernes indvirkning på opgørelsen, hvor op mod 500.000 amerikanere meldte, at de ikke kunne finde arbejde eller komme på arbejde på grund af vejret. Arbejdsløsheden forbliver lav på 4,1%, men med en samlet nedrevidering af august og september jobskabelsen på 112.000, er denne rapport lidt til den bløde side. Rapporten ændrer ikke væsentligt ved den amerikanske centralbanks planer, og aktiemarkedet havde også kun en moderat reaktion.
Ugen der kommer...
Den kommende uge bliver en begivenhedsrig en af slagsen – særligt i USA. Amerikansk valg tirsdag og centralbanksmøde i FED torsdag.
Det amerikanske valg tegner til at blive meget tæt. De seneste meningsmålinger viser, at Trump fører i 5 ud af 7 svingstater. For bare en uge siden førte han i alle 7. Søndag aften kom også en overraskelse frem, da en ny meningsmåling viser, at Harris overraskende fører i Iowa med 3 procentpoint, som ellers blev betragtet som Trump-land. Der er altså lagt op til en sand gyser, og flere af de afgørende stater vil tage lang tid at opgøre for at sikre, at der ikke er anklager om valgsvindel eller forkert optælling. Det forventes, at den første stat kommer med et resultat kort efter midnat dansk tid, og at omkring 70% af staterne vil være talt op onsdag morgen.
Torsdag står den på rentemøde i den amerikanske centralbank, FED. Markedet forventer, at centralbanken sænker renten med 25 basispunkter til 4,75%. Mere interessant bliver det at høre centralbankens forventning til fremtidige renteændringer, og hvordan de vurderer den seneste udvikling på arbejdsmarkedet og inflationen.