Den seneste uge var relativt stille på nøgletalsfronten. Ansøgninger til arbejdsløshedsstøtte i USA steg mere end ventet, og centralbankerne i Australien og Canada satte overraskende renten op. Vi ser nu frem mod en uge med vigtige centralbanksmøder i USA, euroområdet og Japan. ECB leverer højst sandsynligt endnu en renteforhøjelse på 25 basispunkter. Hvad den amerikanske centralbank ender med at gøre er mere usikkert og markedet forventer her en pause i renteforhøjelserne.
Mandag den 12. juni 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
Ugen der gik var, på nøgletals fronten, en relativt stille en af slagsen. Ugens to største overraskelser kom fra hhv. den canadiske centralbank, der uventet satte renten op og fra et højere end ventet antal ansøgninger til arbejdsløshedsunderstøttelse i USA. Udsigten om en pause i renteforhøjelserne fra den amerikanske centralbank fik de amerikanske aktier til at stige, mens de europæiske aktier, der ser frem mod en ventet rentestigning fra den europæiske centralbank, faldt i løbet af ugen.
Imens blikket var rettet mod den kommende uges vigtige rentemøder i hhv. USA og euroområdet, overraskede først den australske og dernæst den canadiske centralbank med at sætte renten op. Den canadiske centralbank har ellers holdt renten fast siden januar og indikeret, at der ikke ville komme yderligere opstramning. Men det er kombinationen af et mere vedholdende inflationspres og bedre end forventet vækstmomentum, der får centralbankerne til at stramme yderligere op. Den canadiske centralbank hævede deres styringsrente med 25 basispunkter til 4,75%. Dermed bliver det spændende at følge rentemøderne i en lang række lande i de kommende uger – ikke mindst den amerikanske og europæiske centralbank i næste uge. Se under Ugen der kommer…
Ugen der gik bød på nøgletal, der potentielt kan påvirke beslutningen for særligt den amerikanske centralbank. Ansøgninger til arbejdsløshedsunderstøttelse steg med end forventet og både ISM-tal for den amerikanske servicesektor viste sig svagere end ventet. I den forgangne uge var der 262.000 nye ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket er en pæn stigning fra 234.000 ugen før. Det ikke-sæsonjusterede steg en anelse mindre, og det kan derfor potentielt være en stigning drevet af blandt andet Memorial Day, og der kan derfor ikke konkluderes alene på baggrund af sidste uges tal, at fyringerne i erhvervslivet er taget til. De sidste par måneder har dog vist en tendens til svagt stigende antal af amerikanere, der søger arbejdsløshedsunderstøttelse, og det bliver derfor interessant at følge udviklingen over de kommende uger og måneder.
Først på ugen kom ISM-tal for den amerikanske servicesektor, der viste en mindre optimisme end tidligere. ISM-tallet for servicesektoren viste mandag et fald fra 51,9 til 50,3 i maj. Et større end forventet tilbagefald, men indekset holdt sig over den vigtige grænse på 50, der signalerer tiltagende aktivitet de kommende 3-6 måneder. I fredags forrige uge kom ISM-tal for fremstillingssektoren, der også viste en tilbagegang. Her faldt tallet fra 47,1 til 46,9, og dermed under 50, hvilket angiver en tilbagegang i aktiviteten.
Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for maj viste klart højere jobvækst end ventet, men viste også, en stigning i arbejdsstyrken og lavere lønvækst, som peger mod aftagende kapacitetspres. Der var også flere nye arbejdsløse i USA end ventet i sidste uges tal. Markedet forventer nu at FED har plads til at sætte renteforhøjelser på pause, og priser kun en renteforhøjelse på 25 basispunkter ind med 31% sandsynlighed. Markedet priser lige nu en pause på renteforhøjelser i juni, men at FED vil øge renten med 25 basispunkter til 5,5% i juli, hvilket også vil blive toppen for den amerikanske styringsrente i denne rentecyklus. Markedet forventer derefter ar renten holdes højt for størstedelen af det resterende, kun med sandsynlighed for en enkel rentenedsættelse på 25 basispunkter tilbage til 5,25%.
Lige før den amerikanske rentebeslutning skal tages kommer der inflationstal for juni, hvor markedet forventer at den overordnede inflation på årsbasis falder fra 4,9% til 4,1%, mens kerne-inflationen falder fra 5,5% til 5,2%. Selvom niveauet fortsat ligger uønsket højt, så vil disse fald, hvis markedets forventninger bliver indfriet, give større råderum til FED, der tillader dem at tage en pause i renteforhøjelserne.
Ugen der kommer...
Ugen der kommer, vil nok engang stå i centralbankernes tegn. Med rentemøder i både den europæiske og amerikanske centralbank, vil der potentielt kunne skubbes en hel del til både aktie- og obligationsmarkedet. Det er ikke kun selve beslutningen om, hvad der skal ske med renten, der vil være vigtig, men lige så vel vil det være vigtigt, hvilket budskab centralbankerne kommer med. Ser de en øget risiko og lavere global aktivitet? Hvad med inflationen? Og vil renteforhøjelserne fortsætte? Spørgsmål som markederne vil søge svar på fra de udfald og udtalelser, der kommer i forbindelse med møderne.
ECB har ret tydeligt signaleret, at renten bliver sat op med 25 basispunkter på torsdag, hvilket også er forventningen på markederne. Det vil sende den europæiske styringsrente op i 3,5%. ECB fremlægger en ny prognose for europæisk økonomi og renteudvikling, og markedet vil også vente på nye pengepolitiske signaler i forbindelse med rentemødet. I et miljø, hvor markederne spejder efter tegn på faldende inflation, kan de godt reagere ret kraftigt på ‘bløde’ signaler fra ECB, mens de vil være mere tilbøjelige til at ignorere en ‘hårdere’ retorik. På nuværende tidspunkt priser markedet en rentetop på 3,85% i september, og at rentenedsættelser ikke vil finde sted før næste år.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.299 | 0,4% | 12,0% |
STOXX Europe 600 | 460 | -0,5% | 8,3% |
OMXC25 | 1.822 | 0,2% | 7,1% |
HSI Index (China) | 19.390 | 2,3% | -2,0% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,4% | 1,2% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | -0,1% | 3,1% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -0,3% | 1,5% |
Globale HY (EUR hedged) | - | 0,4% | 3,5% |
EU Virksomhedslån | - | 0,5% | 6,4% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | 0,8% | 4,3% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 3,74% | 0,05%-point | -0,14%-point |
10-årige DE | 2,38% | 0,06%-point | -0,19%-point |
10-årige DK | 2,69% | 0,06%-point | -0,13%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,93 | -0,3% | -0,1% |
GBP/DKK | 8,72 | 0,8% | 3,9% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 74,79 | -1,8% | -12,9% |
Industrimetaller | 322,44 | 1,3% | -10,6% |
Råvareindeks | 224,90 | 1,2% | -8,5% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 09/06/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum