ECB sænkede renten med 25 basispunkter til 3,0% og forventer yderligere nedsættelser i 2025. De nedjusterede vækstforventninger og inflationsprognoser afspejler en økonomisk afmatning i Europa. Nationalbanken i Danmark fulgte ECB’s beslutning og sænkede også renten. USA oplever fortsat høj inflation, hvilket betyder færre rentenedsættelser fremadrettet.
16. december 2024
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
Den Europæiske Centralbank (ECB) leverede, som ventet, i
sidste uge en rentenedsættelse på 25 basispunkter, så styringsrenten i Europa
nu lyder på 3,0%. På det efterfølgende rentemøde forklarede centralbankchef
Christine Lagarde, at rentekomitéen havde drøftet muligheden for at reducere
renten med hele 50 basispunkter. Beslutningen blev dog, at det ville være mere
hensigtsmæssigt med en reduktion på 25 basispunkter, samtidig med at yderligere
rentenedsættelser planlægges i det kommende år. Med en inflation, der fortsat
bevæger sig mod målet på 2%, og vækstindikatorer, der peger på en økonomisk
afmatning, synes eurozonen godt positioneret til at gennemføre flere
rentenedsættelser.
ECB prognose for vækst og inflation
ECB signalerede desuden en mere ekspansiv pengepolitik fremadrettet, og markedet forventer derfor, at renten i Europa vil blive reduceret fra de nuværende 3,0% til 1,5% inden udgangen af 2025. De pessimistiske udsigter for eurozonen er blandt andet drevet af skuffende PMI-tal for november. Medmindre de kommende december-data viser en uventet forbedring – hvilket virker usandsynligt – ser Europa ud til at stå over for en sandsynlig tilbagegang i BNP i fjerde kvartal.
Dette rentemøde var også et af de møder, hvor ECB reviderer deres prognose for vækst og inflation. Mest markant var nedjusteringen af den forventede vækst i Europa for 2025 fra 1,3% til 1,1%. Prognosen indikerer yderligere en vækst på 1,4% i 2026 og 1,3% i 2027. Selvom lavere renter er i sigte, står Europa over for en periode med moderat økonomisk vækst. Inflationsprognoserne blev kun marginalt ændret, med en forventet kerneinflation på 2,3% i 2025 og 1,9% i 2026-2027, hvilket er i overensstemmelse med ECB’s målsætning. Centralbanken fastholder en dataafhængig tilgang, hvor fremtidige beslutninger vil blive truffet fra møde til møde uden en på forhånd fastlagt rentepolitisk kurs.
Amerikansk inflation: Kerneinflation fortsat langt fra målsætningen
Kort efter fulgte Danmarks Nationalbank trop og nedsatte sin indlånsrente med 25 basispunkter til 2,60%. Forventningerne om yderligere rentenedsættelser fra ECB indebærer, at Nationalbankens rente sandsynligvis vil falde til 1,85% i foråret 2025.
Tager vi en tur til USA, så viser de seneste inflationstal, at prispresset forbliver stædigt højt. Den overordnede årlige inflation steg fra 2,6% til 2,7%, mens kerneinflation forblev på 3,3% – begge helt som ventet, og derfor ikke den store reaktion fra markedet. Dette markerer fjerde måned i træk med en tilsvarende høj inflation for kerneinflation, og altså et væsentligt stykke over centralbankens målsætning på de 2%. Det høje prispres er fortsat drevet af servicepriserne, men også inflationen på varer har mistet sin deflationære tendens, hvilket skaber nyt pris på den overordnede inflation.
Den stædige amerikanske inflation, sammen med en amerikansk vækst, der fortsat ser robust ud, forsikrer også markedet i, at der er brug for færre rentenedsættelser i USA end i Europa. Hertil lægges også valget af Donald Trump, der ønsker at føre en meget lempelig finanspolitik, hvilket forventeligt vil være med til at lægge pres på inflationen, og dermed sørge for at renterne skal holdes på et højt niveau. Der er rentemøde onsdag i denne uge, hvor markedet venter at FED vil sætte den amerikanske styringsrente ned med 25 basispunkter til 4,5%. Men, hvor markedet tidligere på året ventede store rentenedsættelse i 2025, ventes der nu kun yderligere 2, hvilket vil tage renten ned til 4,0% ved udgangen af 2025.
Ugen der kommer...
Vi går på juleferie med en begivenhedsrig uge på de finansielle markeder. Vigtigste begivenhed er rentemødet i den amerikanske centralbank. Her er det forventet, at de vil sætte renten ned med 25 basispunkter, men det skal blive den efterfølgende kommunikation samt opdateret prognose for renten, inflationen og væksten, der skal blive spændende.
I Europa byder ugen på foreløbige PMI-tal, hvor det skal blive interessant at se, om den nedadgående trend vil fortsætte.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 13/12/2024