Den forgangne uge bød ikke på de store økonomiske nøgletal, men med flere medlemmer af den amerikanske centralbank på talerstolen i løbet af ugen, var det igen diskussionen om højere renter i længere tid, der satte dagsordenen.
Mandag den 13. november 2023
Taktiske anbefalinger
- Aktier: undervægt aktier med 5%-point
- Obligationer: overvægt obligationer med 2,5%-point og neutralvægt varighed
- Kreditobligationer: fasthold overvægt til virksomhedslån på 2,5%-point
Ugen der gik...
I en uge uden de helt store nyheder var det debatten om “higher-for-longer” renter, der dominerede. I ugens start dæmpedes forventningerne til længerevarende høje renter, da markedet reagerede på sidste fredags arbejdsmarkedsrapport, der indikerede en afkøling af arbejdsmarkedet. Mod ugens slutning skiftede tonen, da flere medlemmer af den amerikanske centralbank, inklusive centralbankchef Jerome Powell, talte med en hård retorik. Dette understregede, at inflationsproblemet endnu ikke kan betragtes som løst.
Jerome Powell gjorde det klart, at den amerikanske centralbank vil bevæge sig forsigtigt fremad og ikke tøve med at hæve renten yderligere, hvis økonomiske data og arbejdsmarkedstal ikke fortsætter med at vise tegn på afkøling. Han understregede, at det primære mål fortsat er at bringe inflationen ned til 2%. Dermed tegner der sig et billede af, at selvom markedet forventer rentenedsættelser på hele 85 basispunkter for den amerikanske styringsrente i 2024, vil centralbanken holde renten højt, indtil de er sikre på, at inflationen er fuldstændig under kontrol– og at der ikke er risiko for en anden bølge af inflation. Dette så man nemlig i 1970’erne, hvor centralbanken var for hurtig til at sænke renten, da inflationen begyndte at falde. Centralbanken vil sandsynligvis ikke føle sig sikker på inflationen før vi har set en signifikant stigning i arbejdsløsheden, hvilket gør arbejdsløshedstallene til en god indikator for, hvad centralbanken vil gøre med renten fremadrettet.
Det er næsten umuligt at forudsige, hvor meget og hvornår de højere renter slår igennem på realøkonomien. Ved nogle økonomiske elementer ser man effekten relativt hurtigt, som det var tilfældet, da flere regionale banker i USA kom i problemer, mens det ved andre, som arbejdsmarkedet, tager længere tid. En måde hvorpå den amerikanske centralbank kan overvåge, hvordan de højere renter påvirker økonomien, er ved at følge med i, hvordan amerikanske banker strammer eller lemper deres lånevilkår over for virksomheder og husholdninger. Den amerikanske centralbank foretager kvartalsvis en spørgeundersøgelse (kaldet ‘Senior Loan Officer Opinion Survey’ eller SLOOS) blandt 80 store amerikanske banker samt 24 udenlandske banker (med en amerikansk afdeling) om ændringer i deres lånevilkår og efterspørgslen efter lån og kreditter. Oktobers rapport viser, at bankerne strammer lånevilkårene for både virksomheder og husholdninger yderligere, samtidig med at efterspørgslen efter lån og kredit falder markant. Dette tyder på, at de højere renter begynder at have en større effekt på økonomien. Særligt en lavere efterspørgsel efter kredit er et tegn på lavere økonomisk aktivitet.
Ved onsdagens rentemøde valgte den amerikanske centralbank, Federal Reserve (FED), at fastholde renten på det nuværende niveau på 5,5%. FED fremhævede, at den seneste tids stigninger i markedsrenterne sandsynligvis vil dæmpe den økonomiske aktivitet, hvilket mindsker behovet for yderligere at hæve styringsrenten. FED understregede dog, at det stadig er nødvendigt at holde renten højt i en længere periode for at sikre, at inflationen vender tilbage til målet på 2%. FED-formand Jerome Powell gjorde det klart på det efterfølgende pressemøde, at det er for tidligt at begynde at tale om rentenedsættelser.
Ugen der kommer...
Den kommende uges vigtigste nøgletal vil være friske amerikanske inflationstal. Den samlede inflation ventes at falde fra 3,7% til 3,3%, mens kerneinflationen forventes at forblive på 4,1%. Hvis kerneinflationen forbliver på det nuværende niveau, vil det styrke den amerikanske centralbanks argument for at fastholde den amerikanske styringsrente på det høje niveau. Ugen byder også på tal for amerikansk detailsalg, hvilket kan give en første indikation på, om det høje vækstmomentum fra 3. kvartal vil fortsætte ind i 4. kvartal.
De seneste afkasttal
Type | Niveau | Afkast eller ændring i sidste uge | Afkast eller ændring ÅTD |
---|---|---|---|
Aktier | |||
S&P 500 | 4.415 | 1,4% | 16,6% |
STOXX Europe 600 | 443 | -0,2% | 7,7% |
OMXC25 | 1.643 | 0,5% | -0,3% |
HSI Index (China) | 17.203 | -2,5% | -9,9% |
Obligationer og kredit | |||
5-årig DK Statsobligationer | - | -0,3% | 1,2% |
5-årig DK Realkreditobligationer | - | 0,2% | 4,8% |
Globale IG (EUR hedged) | - | -0,1% | 0,2% |
Globale HY (EUR hedged) | - | -0,2% | 4,7% |
EU Virksomhedslån | - | 0,2% | 10,6% |
EMD (50% lokal, 50% hård DKK hedged) | - | -0,4% | 3,4% |
Statsrenter | |||
10-årige US | 4,65% | 0,08%-point | 0,78%-point |
10-årige DE | 2,72% | 0,07%-point | 0,15%-point |
10-årige DK | 2,98% | 0,05%-point | 0,15%-point |
Valutakryds | |||
USD/DKK | 6,98 | 0,5% | 0,6% |
GBP/DKK | 8,53 | -0,9% | 1,6% |
Råvarer | |||
Olie (Crude Oil, Brent, Active Contract) | 81,43 | -4,1% | -5,2% |
Industrimetaller | 312,36 | -1,7% | -13,3% |
Råvareindeks | 231,56 | -3,3% | -5,8% |
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 06/11/2023
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum