Fra fredshåb til nye spændinger i Hormuzstrædet – ugens markedskommentar

Dermed står det klart, at den iranske top ikke taler med én stemme, og at de markedsvenlige fortolkninger fra slutningen af sidste uge hvilede på et spinkelt fundament. Konsekvensen er, at markedet igen må indregne en høj sandsynlighed for fornyede forstyrrelser i energiforsyningen. Når signalerne om adgang, afgifter, blokader og militær kontrol ændrer sig fra time til time, er det i sig selv nok til at holde volatiliteten høj. Markedets reaktion mandag morgen er dog relativt afdæmpet, og det virker, som om der trods de nye forstyrrelser er en forventning om, at der bliver fundet en løsning. Trump meldte hen over weekenden, at USA og Iran vil genoptage forhandlingerne mandag, mens Iran omvendt har meddelt, at der ikke er nogen forhandlinger. Amerikanerne taler om fremskridt og en ”fair og fornuftig” aftale, mens Iran afviser centrale amerikanske udlægninger af både våbenhvilevilkår, sejladsforhold og atomprogram. Det øger risikoen for, at de kommende samtaler i Pakistan ender som endnu et kapitel i en konflikt, hvor kommunikationen er mere performativ end forpligtende.

Renteudsigterne er endnu en vigtig faktor som følge af stødet til energiforsyningen. Med frygt for højere inflation har markedet fjernet forventningerne om rentenedsættelser i USA og indregnet rentestigninger i Europa. Faldet i olieprisen gennem den forgangne uge dæmpede dog forventningerne til både inflation og yderligere pengepolitisk stramning. Det har bidraget til en mere afdæmpet markedsforventning til ECB, hvor der nu i højere grad peges på rentenedsættelser i juni og juli frem for tidligere frygt for stramninger allerede i april. Væksten i Europa står dog ikke stærkt, og ECB vil skulle afveje behovet for at holde inflationen i skak mod risikoen for at svække væksten yderligere. På trods af at markedet indpriser rentesænkninger, er det heller ikke et utænkeligt scenarie, at ECB vurderer de højere energipriser som dæmpende for efterspørgslen i sig selv og derfor ikke behøver at ændre renten. ECB står dermed i et klassisk, men vanskeligt dilemma. På den ene side taler erfaringerne fra inflationschokket i 2022 for, at centralbanken ikke kan ignorere en ny energidrevet prisstigning, hvis den risikerer at sætte sig i inflationsforventningerne. På den anden side er der et stærkt argument for tilbageholdenhed: Højere energipriser virker i sig selv som en stramning af de finansielle vilkår og svækker vækstbilledet, og yderligere rentehævninger ville i så fald forstærke den negative realøkonomiske effekt.