Væksten i Europa har det svært, mens væksten i USA endnu ikke har vist de store svaghedstegn. Denne divergens betyder, at udsigterne til rentenedsættelse i Europa og USA har kørt betydeligt fra hinanden. Forventningen til antallet af rentenedsættelser i 2025 er steget i Europa, mens man nu venter betydeligt færre rentenedsættelse i USA. Geopolitiske spændinger er igen kommet på dagsorden, efter krigen mellem Ukraine og Rusland så yderligere eskalering i sidste uge.
Mandag den 25. november
Mikkel Vognbjerg
Portfolio Manager, Secure Spectrum
Taktiske anbefalinger
- Aktier: Neutralvægt aktier
- Obligationer: Neutralvægt obligationer og varighedseksponering
- Kreditobligationer:
- Undervægt kreditobligationer (high yield-obligationer og virksomhedslån) med samlet 5%-point
- Overvægt hedgefonde med fokus på investering i realkreditspænd med samlet 5%-point
Ugen der gik...
De stigende spændinger mellem Rusland og Ukraine har denne uge skabt fornyet uro på de globale finansielle markeder. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har underskrevet en ændring af den russiske nukleare doktrin, der nu tillader brugen af atomvåben som respons på konventionelle angreb, hvis disse støttes af en stat med atomvåbenkapacitet. Denne markante ændring synes at være en direkte reaktion på USA’s beslutning om at tillade Ukraine at benytte langtrækkende ATACMS-missiler til angreb på russisk territorium. Ukraine var hurtig til at eksekvere deres første missilangreb på russisk jord ved brug af amerikanske og britiske våben tidligere på ugen. Rusland reagerede ved at affyre en række missiler mod den ukrainske by Dnipro, hvilket resulterede i en yderligere eskalering af den allerede mere end 1.000 dage lange konflikt.
Selvom missilet, som Rusland affyrede torsdag, ikke var et interkontinentalt ballistisk missil, som først frygtet, bemærkede Pentagon, at lignende missiltyper kan modificeres til at bære nukleare sprænghoveder, hvilket tilføjede yderligere spænding til en allerede anspændt situation. Begge sider anerkender, at de seneste begivenheder repræsenterer en alvorlig eskalation af konflikten. Trods den skærpede retorik og handlingerne på slagmarken rapporterer Reuters, at præsident Putin muligvis er villig til at diskutere en våbenhvile, når Donald Trump tiltræder præsidentembedet i USA. Ikke desto mindre forventer vi, at vejen mod reelle forhandlinger bliver langt vanskeligere, end hvad Trumps optimistiske udtalelser antyder.
I euroområdet afspejlede de seneste økonomiske indikatorer en markant svækkelse af væksten. De foreløbige PMI-tal fra euroområdet viste betydelig svaghed, idet både service- og fremstillingssektorerne gik tilbage i november. PMI-tallet for fremstillingssektoren faldt yderligere tilbage fra 46,0 til 45,2, mens PMI-tallet for servicesektoren faldt fra 51,6 til 49,2 – begge to betydeligt under forventningen. Det samlede PMI-tal faldt fra 50,0 til 48,1. Dermed befinder PMI-tallet for både fremstillingssektoren, servicesektor og økonomien som helhed under 50, der angiver grænsen for hvornår den økonomiske aktivitet er i fremgang eller tilbagegang. Dette signalerer et tab af økonomisk momentum i årets sidste måneder og indikerer en bred svækkelse i den økonomiske aktivitet. Denne svækkelse afspejlede sig tydeligt i obligationsmarkederne, hvor europæiske renter faldt som reaktion på de dårlige data, og spekulationer om størrelsen af Den Europæiske Centralbanks (ECB) forventede rentenedsættelse i december tog til. Mandag morgen priser markederne 35% ssh. for en stor rentenedsættelse på 50 basispunkter på mødet den 12. december.
Indikation om tilbagegang i den økonomiske aktivitet på tværs af Europa
Forventning om flere rentenedsættelser i Europa end USA
Divergerende pengepolitiske udsigter har intensiveret forskellene mellem renterne i USA og Europa. I sidste uge fortsatte de amerikanske markedsrenter med at stige, drevet af robust økonomisk aktivitet og høj erhvervstillid, mens de europæiske markedsrenter faldt til deres laveste niveau i år, på grund af de svækkede vækstudsigter. Denne renteforskel har medført en markant styrkelse af den amerikanske dollar med ca. 7% over for både euroen og den danske krone over de sidste tre måneder. Den stigende divergens i pengepolitik, hvor markederne prissætter yderligere rentenedsættelser fra ECB, der vil tage styringsrenten fra nuværende 3,25% til et niveau mellem 1,50%-1,75% inden udgangen af 2025, mens markedet venter, at FED vil nedsætte renten fra nuværende 4,75% til et niveau mellem 3,75%-4,00% inden udgangen af 2025. Der er dermed stor forskel i forventningen til antallet af rentenedsættelse hos hhv. ECB og FED, hvilket primært at drevet af forskelle i forventninger til vækst og inflation. Næste uges inflationsdata fra begge regioner vil spille en vigtig rolle i at fastlægge den fremtidige pengepolitiske kurs.
Alle øjne var onsdag rettet mod Nvidia, da selskabet præsenterede sit regnskab for tredje kvartal. Nvidia rapporterede en omsætning på 35,1 milliarder dollar, hvilket repræsenterer en imponerende stigning på 94% sammenlignet med samme periode sidste år, og overgik konsensusestimaterne på 33,2 milliarder dollar. Datacenterforretningen var den centrale vækstmotor med en omsætning på 30,8 milliarder dollar, hvilket svarer til en stigning på 112% i forhold til samme kvartal året før. Virksomhedens nettoresultat landede på 19,3 milliarder dollar, også over forventningerne, som lå på 18,5 milliarder dollar.
På trods af de imponerende resultater, faldt Nvidia-aktien med 3,45% i eftermarkedshandlen. Flere markedsanalytikere peger på, at aktien muligvis faldt på grund af, at forventningerne til Nvidia var urealistisk høje, eller at visse investorer udnyttede muligheden for at tage gevinster hjem efter en periode med betydelig værdistigning. Ikke desto mindre forbliver Nvidias fundamentale forretningsgrundlag stærkt, og resultaterne afspejler selskabets fortsatte dominans på datacenterchipmarkedet, et segment, der nyder godt af vedvarende investeringer i kunstig intelligens og skybaserede teknologier.
Ugen der kommer...
Den kommende uge forventes at være relativt rolig på den makroøkonomiske front, hvor fokus vil være på inflationsdata. I euroområdet vil de foreløbige HICP-inflationstal for november være i centrum, med tidlige data fra Tyskland og Spanien allerede på torsdag. Inflationen forventes at stige til 2,4% fra 2,0%, hovedsageligt drevet af baseeffekter fra svagere inflationslæsninger for et år siden. I USA vil PCE-inflationen for oktober være i fokus, da de udgør FEDs foretrukne mål for inflation. Markedet er fortsat splittet omkring sandsynligheden for en rentenedsættelse fra FED i december, og offentliggørelsen af FOMC’s novembermøde-referat kan kaste yderligere lys over centralbankens fremtidige kurs.
De seneste afkasttal
Kilde: Bloomberg. Aktieafkast angivet i lokal valuta. Data opdateret til og med 22/11/2024